Da USA's præsident, Barack Obama, tidligere på året holdt en videotale til iranerne og opfordrede til, at de to lande begynder på en frisk og indleder en ny æra af samarbejde, var det banebrydende. Det var et markant brud med hans forgænger i embedet, George W. Bush, hvis politik ikke gav nogen som helst resultater. Landets atomprogram, der frygtes at kunne udvikle sig til en trussel mod hele regionen, var fortsat i fuld gang, og Irans indflydelse i Mellemøsten var støt stigende. Obama kastede med sin opfordring til dialog bolden over på iranernes banehalvdel, og det gjorde det sværere for præsident Mahmoud Ahmadinejad og hans hardlinerfløj at vedblive at misbruge USA og Vesten til at skaffe intern opbakning i Iran.

Som protesterne i kølvandet på det iranske præsidentvalg har vist, så er der betydelig utilfredshed med Ahmadinejad, og den har bredt sig til større grupper af befolkningen end før. Derfor har det været klogt af omverdenen at forholde sig afventende til efterdønningerne og - desværre - volden i Teherans gader. Det bedste ville være, hvis den iranske befolkning selv klarede at få landet ind på en ny kurs såvel indenrigs- som udenrigspolitisk.

Nu er ordkrigen mellem styret i Teheran, som med hård hånd har gjort sin ubøjelighed over for de interne klager klar i de seneste dage, og Vesten - i form af USA og EU - kommet op i et nyt og meget anspændt gear. Obama, G8-landene og senest EU's udenrigsministre har skærpet retorikken på grund af, at den iranske ledelse ikke i sidste ende har givet køb på den hårde kurs. Ahmadinejad har langet hårdt ud efter Obama. Der er ved fredagsbønnen i Teheran blevet opfordret til ihjelslåning af protesterende. Og senest er også ansatte ved den britiske ambassade blevet arresteret. Dette kan og skal Vesten ikke sidde overhørigt, og derfor er det på sin plads, at der nu svares igen.

At det lige nu passer Ahmadinejad godt med en ordkrig og en forværring af forholdet til Vesten er åbenlyst. Det er et af verdens ældste politiske greb at skabe opmærksomhed om en ydre fjende, når man har uro på bagsmækken. Og det har Ahmadinejad og Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Skønt de hævder at have iranernes opbakning, er de i virkeligheden i færd med at øge den tillidskløft og legitimitetskrise, de har fået i forhold til befolkningen - ikke kun på grund af anklagerne om valgsvindel, men også fordi, de ikke har løst landets sociale og økonomiske problemer i den foregående periode. Derfor er der - trods stigende spændinger - grund til at bakke op om Obamas grundlæggende kurs, idet den på den lange bane fratager regimet muligheden for at misbruge Vesten i det interne spil. brun