Sommerens disput mellem Danmarks katolske biskop, Czeslaw Kozon, og Fyns biskop, Kresten Drejergaard, om relikvier af Knud den Hellige forekommer excentrisk i en dansk sammenhæng. For de fleste udenforstående er relikvier ulækre eller grinagtige, men for sagens parter er der stærke følelser involveret med rødder tilbage til den kristne oldtid og den lutherske reformation.
Sager med strid om relikvier er desuden langtfra forbeholdt Danmark. På den internationale kirkelige scene har relikvier ofte indtaget en central rolle som udtryk for modsætninger eller som middel til at sone i striden.
I den katolske kirke handler relikvier om kærligheden til det konkrete. Kristendommen er ikke et eventyr, men påtrængende virkelighed. Kristne tror, at Guds søn blev menneske i tid og rum, og mange kristne tror på, at Gud til alle tider virker gennem sine helgener - også efter deres død. Man bygger kirker på hellige steder, og ved helgenernes grave beder de troende om de helliges forbøn hos Gud og fremhæver dermed fællesskabet mellem alle kristne, både levende og døde. Helgenrelikvier minder katolikkerne om de begivenheder og store skikkelser, der havde betydning for kristendommen og dens udbredelse. Her er den fod, der trådte. Her er den hånd, der døbte. Relikvier gør kristendommen konkret og stoflig, lyder argumentet.
Luther og Calvin gjorde i reformationstiden op med middelalderens relikviedyrkelse af teologiske årsager. Voltaire satte i det 18. århundrede yderligere et grundstød ind ved at ironisere over den overtro og svindel, der knyttede sig til relikviedyrkelsen, og mange moderne katolikker kan stadig få et flakkende blik, når talen falder på den side af deres tro.
Alligevel har relikviedyrkelsen overlevet alle anslag fra teologiske modstandere, rationalister eller skruppelløse bedragere i katolikkernes egne rækker. I det 19. århundrede fik relikvier sågar en renæssance, og efter religionsfrihedens indførelse begyndte de katolske mindretal i Norden at interessere sig for de middelalderlige relikvier, der var bevaret efter Reformationen.
Relikvierne var nemlig ikke bare et minde om hellige mænd og kvinder, men også et bindeled til den historiske fortid, som katolikker og protestanter var fælles om. Dermed gav relikvierne de få katolikker et medejerskab til den nationale historie.
I 1861 havde den svenske dronning Josephine, der var fransk af fødsel, held med at henvende sig til Frederik VII med anmodning om, at Nationalmuseet i København udleverede en armknogle fra den norske helgenkonge Skt. Olav til katolikkerne i Norge. På tilsvarende vis lykkedes det i 1908 at overtale Nationalmuseet til at overdrage et berømt paverelikvie fra Roskilde Domkirke til den katolske menighed i København. Biskop Kozons anmodning om Knuds-relikvier fra Sankt Knuds Kirke i Odense skal nok ses i dette lys.
Relikviedyrkelse er dog ikke blot et katolsk fænomen. I 2004 overdrog pave Johannes Paul II under en højtidelighed i Peterskirken relikvier af de to oldkirkelige kirkefædre Gregor af Nazians og Johannes Chrysostomus til overhovedet for den ortodokse kirke, patriarken af Konstantinopel, med det udtrykkelige formål at styrke den katolsk-ortodokse dialog.
I den anglikanske kirke har man også taget relikvier til sig. I november sidste år udlånte den katolske jesuiter-kostskole Stonyhurst et fragment af skinnebenet af Skt. Thomas af Hereford til den anglikanske Hereford Cathedral. Skt. Thomas var biskop i det 13. århundrede og blev oprindelig begravet i Hereford Cathedral.
Hans jordiske rester blev gravet op under Reformationen, men gravmælet er nu genskabt, og deponeringen af relikviet var dermed afslutningen på en meget lang proces. Den anglikanske domprovst talte efterfølgende om, at relikviet "var vendt hjem".
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad. Hans klumme "Kirken i verden" holder dog sommerpause i juli og august.
Mest læste Danmark
