Bispevalg. Hvad med de unge i kirken?

HVAD MED de unge i kirken? Sådan lød et af spørgsmålene ved bispevalgmødet den 18. juni. Min modkandidat meldte pas på spørgsmålet og gav bolden videre til de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer. For mig er det imidlertid et spørgsmål, som ingen biskop kan undvige. Vi står over for en meget væsentlig udfordring, når det gælder de unges rolle i kirken.

Der er taget rigtig mange initiativer for og med unge i Københavns Stift i de senere år, både i sognene og fra det frivillige børne- og ungdomsarbejde. De fleste er velkendte: ungdomskirke og ungdomspræst, gadepræst, café K, natåbne kirker og så videre. Hvis vi udvider unge-begrebet lidt og tager de unge voksne med, er der også sket meget: flere studenterpræster, babysalmesang, forskellige former for voksenundervisning, større mangfoldighed i musikken.

De seneste undersøgelser viser, at det åbenbart har en virkning: Flere unge går i kirke end for år tilbage. Barrieren er åbenbart ikke helt så høj, som den har været. Og det er godt. Jeg tror ikke, der er den store uenighed om, at udviklingen af nye muligheder for at skabe et møde mellem de unge og kristendommen skal fortsætte - og at de unge selv skal inddrages, så det er dem, der skaber deres egne måder at være kirke på.

IMIDLERTID KOMMER tingene ikke af sig selv, og der er bestemt også tegn, som giver anledning til eftertanke: Gennemsnitsalderen for menighedsrådsmedlemmer efter det seneste valg er vokset til 57 år, og antallet af menighedsrådsmedlemmer under 35 er på landsplan nede på et par procent. Og den er faldet støt siden 1980'erne. I Københavns Stift ligger vi flot højt, nemlig på op mod 10 procent, men det understreger stadig, at selvom de unge gerne vil bruge folkekirkens tilbud, er det ikke attraktivt for dem at være med, hvor beslutningerne tages, at være aktivt frivillige og medansvarlige for, hvad der sker. Det kan man jo så give en masse gode forklaringer på med travlhed og manglende tid. Men dels modsiges det af, at de unge generelt er blandt de mest aktive som frivillige, dels indebærer en accept af situationen en stadig dybere kløft mellem de ansvarlige og de unge brugere. Og det gør det netop sværere at inddrage de unge selv i at skabe deres kirke.