De lange hilseners land

Vi danskere har vores meninger. Vi dyrker og formulerer dem gerne og i et væk. Om alt og alle, til alt og alle.

I Kenya er det anderledes. Her går man mere stille med sine meninger. Gode råd søges hos dem, der har den rette alder og erfaring til at give rådene. De uddeles ikke af Gud og hvermand konstant og hele tiden.

En kenyaner vil for eksempel aldrig fortælle dig, at noget er en dårlig idé, uanset hvor tåbeligt et forehavende du har indladt dig på.

- Kan jeg ikke købe mit hakkede oksekød henne på hjørnet? spørger du og får et jo, men efterfulgt af et forsigtigt forslag om, at du også kan købe det på markedet lidt længere væk. Så gælder det om at høre efter. Det helt diskrete forslag betyder i virkeligheden: Det sted, du har i tankerne, er dyrt og berømt for sine halvfordærvede varer - gå for Guds skyld et andet sted hen!

Negative svar bliver i det hele taget ofte betragtet som direkte uhøflige, så lad være med at spørge, så det leder op til et ja eller et nej, for det vil ofte blive det første.

Som temperamentsfuld, rethaverisk dansker skal man også vænne sig til, at selv hårde diskussioner og forhandlinger i Kenya tages med opadvendte mundvige. Råb og vredesudbrud bringer dig ingen vegne og fremstår i de fleste kenyaneres øjne latterlige.

Eller hvis du taber noget, snubler eller på anden måde fjumser rundt, kan du være sikker på at få et "pole" (en blanding af "undskyld" og en beklagelse) med på vejen, uanset hvor meget du selv er skyld i det. Den bløde forhandlings- og samtalekultur står dog i grel og påfaldende modsætning til den rå magtudfoldelse, der finder sted andre steder i samfundslivet - såsom hos politiet og hos kriminelle.