Islams mange ansigter på Nørrebro

I et hjørne af bydelen, tæt på Mjølnerparken, ligger for eksempel Taiba-moskéen, kendt for at tiltrække tilhængere af en konservativ fortolkning af islam. Træder man indenfor i moskéens lokaler, er sproget i stor udstrækning arabisk.

LÆNGERE NED AD Nørrebrogade, tæt ved Dronning Louises Bro, ligger den nyoprettede Moskeforeningen. Her er fokus på åbenhed og et udtalt ønske om at gøre sig gældende som både muslimsk og dansk. Sproget i centret er dansk - herunder fredagsprædikenen - og stedet ønsker i det hele taget at være et hjemsted for den stigende gruppe af muslimer i Danmark, for hvem dansk er det sprog, som de taler og forstår bedst. Centerets profil indbefatter også samarbejde med grupper, der har kristent udgangspunkt. For eksempel deler Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) lokaler med Moskeforeningen.

Islams forskellige udtryk på Nørrebro markeres også ved, at der både findes moskéer, som repræsenterer shia- og sunni-islam (islams to hovedretninger) i området. At området har et betydeligt shiitisk mindretal understreges en gang om året, når 2000-3000 shiamuslimer går i samlet procession igennem hele Nørrebrogade for at fejre Ashura: en højtid, der markerer profeten Muhammeds barnebarn, Hussains, martyrium. Optoget slutter ved den shiitiske Imam Ali-moské på Vibevej og er i det hele taget en af de tydeligste markeringer af islams eksistens på Nørrebro. I de to-tre timer, som optoget varer, kører busser, biler og cykler i sneglefart igennem Nørrebrogade, hvor luften fyldes af deltagernes paroler og råb.

Hvordan gør muslimske og ikke-muslimske institutioner brug af hinanden i bydelen? Det er der nogen forskel på. De tydeligste eksempler på samarbejde er der, hvor der er en direkte berøringsflade.

Samarbejdet mellem IKS og Moskeforeningen er et eksempel. Et andet er den rolle, som sundhedsplejersken spiller på en af Nørrebros største og mest velfungerende islamiske friskoler, DIA Privatskole tæt på Skt. Hans Torv. Fra sit lille kontor på skolen udfylder sundhedsplejersken en central rolle som brobygger. Som kommunal medarbejder holder hun øje med børnenes sundhedstilstand og sikrer, at de får viden om ernæring, sex og prævention. Og som den centrale medspiller, som hun er på skolen, deltager hun i skolens planlægning og arbejde udadtil.

SELVOM NOGLE muslimske institutioner i området lever en forholdsvis skjult tilværelse, er der også dem, for hvem åbenhed til det omgivne samfund er et naturligt fokusområde. Kørte man for eksempel forbi Islamisk Trossamfund på Dortheavej for et par uger siden, ville man på facaden se et stort banner, der inviterede til Åbent Hus i moskéen. Arrangementet finder sted hvert år og tiltrækker naboer og andre interesserede, som får en tur igennem moskéen, foredrag og til sidst inviteres på mad i moskéens kantine. Faktisk er flere af områdets moskéer åbne for besøgende, for eksempel skole- og gymnasieklasser. For andre af områdets muslimske institutioner er åbenhed mere et spørgsmål om at ligge, hvor de gør. Dette gælder blandt andet for den muslimske velgørenhedsorganisation DM-AID og boghandelen Zahra, som bestyret af imam Abdul Wahid Pedersen har lokaler i Blågårdsgade. Under jordskælvskatastrofen i Pakistan i 2005 kom nogle af de ikke-muslimske naboer forbi med telte, som de håbede, at han ville sende til de nødlidende.

Det lyder jo alt sammen harmonisk - men fører religiøse forskelle aldrig til konflikter? Svaret er jo. Der er de små konflikter, som når skoleinspektør Lise Egholm på Rådmandsgade Skole fortæller om de mange samtaler, som hun må tage med muslimske forældre om piger og drenges deltagelse i gymnastikundervisning.

MERE MARKANT ER, ifølge mine informanter, de konflikter, som finder sted mellem shia- og sunnimuslimer, baseret på forskellige forståelser af, om lederen af den muslimske Umma (samfund af troende) skal stamme fra profeten Muhammeds familie eller ej.

At alt ikke er fryd og gammen mellem de to grupper, er til tider muligt at se, når man følger Ashura-optoget på dets vej igennem Nørrebrogade. Kritiske røster mod optoget kommer ofte fra muslimer, som ikke finder shiamuslimernes fortolkning af islam korrekt.

Et andet område, hvor konflikter finder sted, er imellem gruppen af udtalt praktiserende muslimer og gruppen af mindre praktiserende muslimer. Dette fortæller lederen af et af de lokale centre, hvor indvandrerkvinder mødes, blandt andet om. Centeret giver særligt udsatte indvandrerkvinder mulighed for et socialt fællesskab.

Men fællesskabet har sine sprækker, fortæller hun. I et hjørne af centeret har de muslimske kvinder mulighed for at bede - det er så tilfældigvis samme sted, hvor centerets stereoanlæg står. Og nogle kvinder vil hellere høre musik og danse end at bede. Dette giver grobund for en blivende konflikt i centeret. For hvem er de rigtige muslimer? Og hvor stor en rolle skal religion spille kvinderne imellem?

Islam er en af Nørrebros mange kulturer og en af dem, som giver den sit særlige liv og præg. For nogle indebærer dette en provokation og ønske om forsvar af det danske, hvilket Moses Hansens vandring igennem bydelen for nogle år siden vidnede om.

Konflikter findes altså. Men Nørrebro fortæller også historien om den stille integration, som sker, fordi folk bor side om side, går i skole sammen, eller på forskellig vis eksponeres for hinanden. Som det understregedes af den pige med hijab (det muslimske hovedtørklæde), som jeg mødte i en af de muslimske friskoler dagen efter rømningen af Ungdomshuset. Hun havde sådan lyst til at farve sit hår blåt, fortalte hun hele klassen. Jeg er ret sikker på, at hun ikke gjorde det. Men med sit udsagn viste hun sit engagement og sin rod i det lokale. Hun var Nørrebro?er.

Garbi Schmidt er seniorforsker ved SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd