Når muslim er muslim værst

- På Nørrebro er det dog ikke sådan, at sunni- og shiamuslimer slår hinanden i hovedet, understreger Garbi Schmidt.

Men de to grupper ser med en vis foragt på hinanden, fortæller hun:

- Når man kommer i en sunni-moské, kommer valget i det shia-muslimske Iran for eksempel op. Straks siger nogen til mig: "De praktiserer en anden form for islam, det er ikke vores form." Og det er helt tydeligt, at de synes, at de andre er underlige og i hvert fald fanatiske.

Den opfattelse gælder begge veje.

- Shiitterne præsenterer også sunnitterne som dem, der er problemet: Det er sunnitterne, der er fanatiske, fortæller Garbi Schmidt.

Konsekvensen er, at de to grupper lever adskilt på Nørrebro.

- Et tydeligt eksempel findes i Københavns Nordvestkvarter. En gade fra hinanden holder den shia-muslimske ungdomsforening og det sunnimuslimske Islamisk Trossamfund til. Men de har intet med hinanden at gøre. De mødes ikke, de laver intet sammen. Der er simpelthen et skel. Det er helt anderledes end mellem det danske flertal og det muslimske mindretal, hvor der er masser af forsøg på dialog og på at være åbne over for hinanden, oplyser forskeren.

Skellet mellem de to religiøse grupper er faktisk så skarpt, at shia- og sunnimuslimer undgår at handle hos hinanden. Det fortalte nogle af informanterne fra Nørrebro i hvert fald Garbi Schmidt. Umiddelbart er konflikterne og skellet dog ikke et problem for andre på Nørrebro, oplever hun:

- Det er ikke en barriere i forhold til den samfundsmæssige integration. For konflikterne betyder ikke, at de ikke får arbejde eller sender deres børn i børnehave. Det er en konflikt muslimer imellem på Nørrebro.

Det danske flertal bliver dog inddraget i konflikten. Både sunni- og shiamuslimer forsøger nemlig at overbevise danskerne om, at de hver især er "de rigtige" muslimer, mens de andre er "de forkerte".

- Tag eksemplet med shiamuslimernes procession ned ad Nørrebrogade. Der er den sunnimuslimske mand nødt til at inddrage mig i, at han anser processionen for at være et problem. Det handler om, hvordan han selv gerne vil ses af majoriteten, forklarer Garbi Schmidt.

Hvor skellet og konflikterne er det normale, er der dog også enkelte samarbejder mellem Nørrebros sunni- og shiamuslimer. Det oplevede Garbi Schmidt blandt andet, da en ung dansker ønskede at konvertere til islam. Imam Abdul Wahid Pedersen, som er sunni, skulle forestå konversionen, som blev bevidnet af en shiitisk imam.

- Så billedet er også broget. Men det er tydeligt, at det her handler om en over 1000 år gammel konflikt, som man ikke lige kommer over. Og som nu også findes i dansk kontekst, siger Garbi Schmidt.

En anden markant konflikt Nørrebros muslimer imellem finder sted mellem praktiserende og ikke-praktiserende muslimer.

Det oplevede Garbi Schmidt blandt andet i et af de centre i bydelen, hvor indvanderkvinder mødes. I et hjørne havde kvinderne mulighed for at bede, men centrets stereoanlæg stod placeret samme sted. Og da nogle af kvinderne hellere ville høre musik og danse end bede, gav det anledning til diskussioner og konflikter kvinderne imellem.

- Samme sted talte jeg også med en kvinde, som ikke gik med tørklæde. Hun respekterede, at der var kvinder i centret, for hvem det var vigtigt. Men hun var voldsomt irriteret over den sociale kontrol, hvor nogle forsøgte at overtale hende til at tage tørklæde på. Det havde hun ikke lyst til, og det skulle de ikke bestemme, fortæller Garbi Schmidt.

Som nævnt tog hendes feltstudie udgangspunkt i den overordnede debat om islams påvirkning af det offentlige rum. Og det er en påvirkning, som helt klart er til stede på Nørrebro, konkluderer hun:

- Islam er en del af byrummet. Du kan bare gå en tur ned ad Nørrebrogade eller ud i sidegaderne, så finder du butikker med muslimske klædedragter, og du ser mænd og kvinder i dragterne i gadebilledet.

Ifølge Garbi Schmidt er der heller ikke nogen tvivl om, at islams tilstedeværelse på Nørrebro påvirker bydelens offentlige institutioner - for eksempel skolerne.

- Nogle skoler siger meget tydeligt: Det her er et sekulært rum, og her vil vi ikke have nogen religiøs indblanding. Men andre institutioner går mere pragmatisk til værks - for eksempel Rådmandsgades Skole og bydelens kulturhuse. Her bliver der taget både kulturelle og religiøse hensyn, fortæller hun.

Men selvom institutionerne er åbne for at lytte til det muslimske mindretals kulturelle og religiøse ønsker, så giver de ikke bare køb på danske regler og værdier.

- De afvejer situationen ud fra et normativt fundament: Der er også regler, der skal overholdes, og ting, der opfattes som rigtige og forkerte at gøre i det danske samfund. Og på den måde påvirker de offentlige institutioner også muslimerne på Nørrebro.

agger@kristeligt-dagblad.dk