Når latinen forsvinder afskærer vi os fra fortiden

Romerriget kaldte styret sig, og i løbet af yderligere 300 år ekspanderede det til at indeholde næsten hele det nuværende Europa samt det nordlige Afrika og store dele af Mellemøsten (se kort). Sproget latin fulgte med som fællessprog og udraderede dermed de eksisterende italiske sprog.

– Sprog er altid blevet bestemt af magthaverne, fortæller Gorm Tortzen:

– Jo længere magthaverne har besiddet et område, des mere hænger deres sprog ved. Derfor taler inderne stadig engelsk, mange østtyskere taler stadig russisk, og på Grønland og Færøerne taler man stadig dansk. På Island er dansk faktisk stadig andetsproget!

På samme måde blev modersmålet i datidens Europa latin. Ikke under direkte tvang, for folk opdagede hurtigt, at de ikke kunne klare sig, hvis de ikke kunne latin. I praksis var det heller ikke de intellektuelle, der udbredte sproget, men soldaterfamilierne, fordi de var så mange. Derfor blev det en mere folkelig afart og ikke det klassiske latin, der blev udbredt.

Der var dog en grænse for sproget. Og den gik mod øst. I Grækenland og Lilleasien stødte romerne ind i en kultur og et sprog, der var ældre end deres eget, og det i øvrigt også overlegent. Det samme skete for jøderne, der beholdt deres hebræiske sprog.

Sproget i Danmark og resten af Skandinavien blev derimod ikke påvirket af latin. Men det skyldtes, at Romerriget afgrænsede sig til at følge Rhinen og Donau, fordi det var den sikreste forsvarsskanse. De skandinaviske og germanske sprog beholdt derfor deres særkender.

Da Romerriget kollapsede endeligt i 476, fulgte det latinske sprog ikke med i graven. I takt med, at de romerske kejsere tabte magten, overtog den katolske kirke den nemlig, og her besluttede man ganske naturligt at bevare latin som fællessprog.

– Latin blev dengang opfattet som vejen til Gud, fordi vejen til Gud gik gennem læsning af Bibelen, hvilket krævede uddannelse, som foregik på latin. Kirken blev på den måde den kulturelle rygrad for latins udbredelse. Og med kristningen af Nordeuropa nåede sproget også til Danmark, fortæller Gorm Tortzen.

Sproget levede dog kun i uddannelsen og dermed udelukkende hos overklassen, kirkens folk og de højtuddannede. Gennem middelalderen (cirka 1100 til reformationen i 1536) var det således højst fem procent af den danske befolkning, der skrev og talte latin, vurderer Gorm Tortzen. Sproget levede i præsternes bøger, men ikke i deres samtaler med menigheden, og i kongens breve, men ikke i hans dagligsprog.

Sideløbende foregik en datidens europæisk kulturkamp om den rette brug af latin. Sproget var ved oldtidens slutning blevet splittet op i det klassiske latin og i en række nationale dialekter. Dialekter, der senere skulle udvikle sig til det, man i dag kalder de romanske sprog, heriblandt fransk, spansk og portugisisk.

Den klassiske latin behøvede derfor særlig pleje for ikke at blive udvandet. Det indså særligt den tysk-romerske kejser Karl den Store (742-814), som strammede op over for de mange sproglige vildfugle.

– Det var ren Bertel Haarder, forklarer Gorm Torzen.

– Hele skolevæsenet skulle opstrammes ud fra et ønske om at sikre den klassiske, latinske tradition. Samtidig udviklede folkesprogene sig yderligere i retning af de romanske sprog, vi kender i dag. Samme opstramning skete igen med stort held 600 år senere i renæssancen, hvor de lærde, italienske humanister genoplivede det klassiske, "rene" latin, som de romerske forfattere brugte og udviklede det til det, vi i dag – med et lidt pudsigt ord – kalder nylatin.

De næste århundreder fungerede nylatin som de lærdes sprog og eneste fælleseuropæiske kommunikationsmiddel.

– Nylatin bliver i perioden fra cirka 1600 til 1850 teologiens, humanismens, juraens og naturvidenskabens sprog i Europa og i kolonierne. Alle videnskabelige afhandlinger og forelæsninger foregår på nylatin, men også fiktionslitteratur som Thomas Moores "Utopia" og senere Holbergs "Niels Klim" er skrevet på nylatin. Indtil langt ind i 1800-tallet lever sproget – dog i stadig snævrere kredse. For verden uden for lærde kredse er det utilgængeligt, fortæller Gorm Tortzen.

Presset på nylatin blev dog større og større i takt med de ændrede magtforhold. Og med den franske konge Ludvig den 14. (1638-1715) begyndte den endelige afvikling af sproget. Som indsat af Gud og udråbt som solkonge fandt Ludvig den 14. det nemlig mest naturligt, at hans eget sprog, det franske, skulle være det eneste fælles, kulturbærende sprog i Europa i stedet for latin.

– Denne tanke vækker en bølge af nationalfølelse i Europa og kickstarter udviklingen af de nationale sprog, så det også kan bruges til at benytte abstrakte tanker. Latin bliver derved kørt ud på et sidespor og uddør langsomt som selvstændig kommunikationsform. I Danmark er H.C. Ørsteds afhandling om elektromagnetismen noget af det allersidste naturvidenskab, der publiceres på latin. Søren Kierke-gaard har også et afsnit på latin i sin afhandling, men i løbet af 1800-tallet forsvinder latinen også inden for humaniora og teologi. Ikke mindst på grund af vores egen N.F.S. Grundtvig, der hadede latinskolen. "Dødens sprog" kaldte han det, og den opfattelse videreførte han til hele højskolebevægelsen og dermed til mange nutidige politikeres ubevidste, åndelige bagage. Faktisk har Grundtvig gjort ubodelig skade på latin og derved danskernes evne til at forstå, hvordan et sprog kan berige et andet, fortæller Gorm Tortzen.

Helt ovre var det dog ikke med sproget. For det stod allerede i 1600-tallet klart, at folkesprogene ikke rummede ordene for mere abstrakte, intellektuelle tanker og begreber.

Franskmændene begyndte derfor at indarbejde ord fra det klassiske latin – fransk er jo et romansk sprog, så det lå lige for. Det samme gjorde englænderne. Formentlig på grund af den lange romerske og franske påvirkning.

– I dag er engelsk faktisk det germanske sprog, der har mest latin i sig, forklarer Gorm Tortzen.

– Det findes i langt over halvdelen af alle engelske ord.

På denne måde sker der i løbet af 1800-tallet det ejendommelige, at det latinske sprog på samme tid nærmest uddør som selvstændig kommunikationsform og udvikler sig til en sprogets gøgeunge i form af det, vi i dag kalder for interlatin.

Et eksempel er ordet possibility (mulighed). Det kommer af de latinske ord posse (at kunne) og -bilitas (evnen til at). Eller ordet computer, der betyder en sammentæller på latin. Det danske sprog låner dog ikke altid direkte fra latin, men derimod tysk. Mulighed kommer fra Möglichkeit – som til gengæld er lånt fra latin.

I de seneste 100 år har danskerne dog især lånt fra engelsk, og dermed udskiftes mange hundrede danske ord med engelske afarter af interlatin.

– Man kan tage enhver 50 år gammel avis og finde masser af eksempler. Før brugte man ordet mellemfolkeligt. I dag hedder det internationalt. Udvidelse hedder ekspansion og så videre. Stort set alle fremmedord er interlatinske, og de findes særligt inden for videnskaben. Samtidig med, at latinen forsvandt, indså man behovet for et internationalt fællessprog, og derfor får alle nyopdagede dyrearter eller plantearter eksempelvis stadig et latinsk navn. Der bliver endda opfundet nye internationale ord til nye begreber, og derfor hedder det i dag et kardiogram og ikke en hjertemåling. På medicinstudiet lærte man engang alle kroppens dele på dansk. Det gør man ikke længere. Og sådan vil det fortsætte i takt med, at det engelske sprog bliver stadig mere udbredt, siger Gorm Tortzen.

Latin lever altså i ny form og i bedste velgående mere end 2500 år efter dets fødsel. Det "rigtige" latin lever dog en mere skjult tilværelse. Kendskabet til nylatin og det klassiske latin er forsvundet i en grad, så det bekymrer Gorm Tortzen. For det kniber efterhånden med at finde folk, der kan læse, forske i og oversætte de mange millioner siders litteratur og videnskabelige udredninger fra latin skrevet af lærde gennem mere end 2000 år.

– Eksempelvis Tycho Brahes samlede værker fra 1500-tallet er på latin og aldrig oversat. Det samme gælder dansk middelalderhistorie og europæisk videnskabshistorie i det hele taget. Enorme mængder viden er ved at gå tabt, og det virker, som om ingen uddannelsespolitikere rigtig har forstået, at vi er ved at afskære os fra vores fortid. Man skal huske på, at latin faktisk er det ældste skolefag, vi har. Det kom med kristningen af landet allerede i 900-tallet. Men unge i dag får ikke reelle muligheder for at lære latin i gymnasiet, og jeg hører måske til den sidste generation af latinlærere herhjemme. I de romansk-sprogede lande ser det ikke nær så slemt ud, og Tyskland er også ved at sadle om. Jeg håber bare, der snart sker noget, før det vigtigste sprog i den europæiske historie helt uddør i Danmark.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Gorm Tortzen

**Født 1951, lektor i græsk, latin og oldtidskundskab ved Helsingør Gymna-sium og Københavns Universitet. Har oversat græske og latinske tekster og skrevet lærebøger til begge sprog. Har desuden udgivet en række hjælpemidler til græsk sprog og grammatik.

Fakta

Sporene fra antikken

**Antikken er en periode, der har sat sig mange spor i den europæiske historie. Det gælder sproget, synet på mennesket, på kroppen, på demokratiet og mange andre steder. Og hvad var filosofien uden Platon og Aristoteles. Kristeligt Dag-blad omsætter højskolens foredragsform til oplysende avisartikler om fortiden i et aktuelt perspektiv. Følg med, når Kristeligt Dagblad hver tirsdag sommeren over holder sommerhøjskole om sporene fra antikken.

**Dette er den første artikel i rækken.