1. juli 2009
En særlig GPS-vejviser specielt til blinde gør det meget lettere for blinde og svagtseende at tage med offentlige transportmidler
Tre unge studerende har som led i deres bachelorprojekt fra Ingeniørhøjskolen i Århus udviklet den første GPS-vejviser af sin art for blinde. Vejviseren, EasyGo, aktiveres med en mobiltelefon. I samarbejde med
www.rejseplanen.dk gør den det nemt for blinde og svagtseende at komme omkring.
- Vi fik idéen til EasyGo, da Dansk Blindesamfund fortalte, at en del synshandicappede benytter GPS-vejvisere lavet til brug i biler som hjælpemiddel til at komme frem til en destination. Det er jo en dårlig idé, fordi GPS- vejvisere er designet til mennesker, som kører i bil og kan se. Derfor begyndte vi i stedet at udvikle på en GPS til gående med svagt syn, siger en af de studerende, Ken Falk.
Han har sammen med to medstuderende brugt et halvt år på at udvikle idéen, som de netop har fået topkarakter for.
Forskellen fra en almindelig GPS er blandt andet opkoblingen til rejseplanen.dk, der har data på alle offentlige transportmidler. Det gør det let at planlægge en rute med både offentlige transportmidler og gåturen imellem dem.
- Når den synshandicappede har indtastet et sted, vil han ikke blot få at vide, hvilke veje han skal gå ad, men også løbende få informationer om, hvilke busser eller tog han skal tage for hurtigst muligt at nå frem. Og han får besked, når han f.eks. skal stige ud af bussen, siger Ken Falk.
Hos Børn og Unge Centret ved Rehabilitering i Region Midtjylland er der også begejstring for idéen. Her arbejdes der bl.a. med at gøre hverdagen lettere for børn med f.eks. ADHD (damp). Her kan den nye GPS hjælpe, fordi børnene typisk mangler geografisk stedsans. Også turister kan få glæde af systemet med nem hjælp til at blive ført hen til interessante seværdigheder et fremmed sted.
/ritzau/