Tobias Stern Johansen |
1. juli 2009
Men de skal passe på ikke at signalere, at de har vundet, fordi Gud er på deres side. Den tankegang har intet med kristendom at gøre, mener teolog og forsker Niels Jørgen Cappelørn
Set gennem teologiske briller er der intet i vejen med at knæle på en fodboldbane og takke Gud for, at man har vundet en fodboldkamp - sådan som det brasilianske landshold gjorde ved en turnering i Sydafrika søndag.
Fodboldspillerne skal blot være bevidste om, at de udsender signaler, som kan støde både tilskuere og det tabende hold. Det mener teolog og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet, Niels Jørgen Cappelørn.
Under landsholdstrøjen bar flere af de brasilianske spillere T-shirt med religiøse udsagn som 'Jeg elsker Jesus', og kombinationen af T-shirt og bønnen efter kampen kan virke demonstrativ, mener han:
Gud vælger ikke side- I det øjeblik de knæler, kan man baglæns få det indtryk, at når de også bærer disse T-shirt, så mener de, at Jesus gav dem sejr, og det takker de ham nu for. Spørgsmålet er, om de har overvejet, hvad de udtrykker over for det hold, der har tabt. Hvis det er ment som en hovmodig demonstration - 'se, Gud var med os, og ikke med jer' - så vil jeg sige, 'kan I så se at komme ud af den fodboldbane'.
Niels Jørgen Cappelørn fortsætter:
- Det at være kristen hænger nemlig ikke sammen med at have Gud på sin side. Den tankegang hører hjemme i herlighedsteologien, som forbinder det at være kristen med at sejre og have et herligt liv.
Samtidig kan motivet bag de brasilianske fodboldspilleres bøn være helt i orden, understreger han:
Katolikker skilter med tro- Hvis det er en fuldstændig spontan handling, fordi de bare er tindrende glade, så mener jeg bestemt, at de skal have lov til at udtrykke deres tro. Hvem kan vide, hvorfor de gør det? Derfor skal vi også være varsomme med at fælde dom.
De kulturelle forskelle dikterer også, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan tillade sig - for eksempel på et fodboldstadium. Når
danske røster kritiserer det brasilianske landshold for at knæle i bøn, glemmer de, at man i det katolske Brasilien har et helt andet forhold til religion end i protestantiske Danmark.
- Vi betragter det at skilte synligt med troen som noget udvendigt og dermed som noget forlorent. Hele diskussionen om religion i det offentlige rum dikterer, at vi skal holde religionen hjemme. Sådan ser man ikke på det i en katolsk sammenhæng. Her har man tradition for at lade religionen komme synligt til udtryk.
- I vores ængstelse for det udvendige og forlorne skal vi passe på, at vi ikke bliver så bange, at vi slet ikke tør udtrykke eller bekende vores tro.
Tro i sport ikke nytNiels Jørgen Cappelørn påpeger, at religiøse symboler og udtryk ikke er nyt i sportens verden - heller ikke i Danmark.
- Masser af sportsstjerner slår jo korset tegn som det første efter en præstation. Herhjemme har vi også lidt usædvanligt en tennisstjerne (Caroline Wozniacki, red.) som gør korsets tegn. Så hvorfor går pressen så stærkt løs på lige præcis det her tilfælde? Det bliver mere synligt, når et helt hold står sammen og beder, men ellers er det ikke spor anderledes.
Religionsfrihed gør sig også gældende i sportsverdenen, og man kan derfor ikke sætte den enkelte sportsudøver under tvang, mener Niels Jørgen Cappelørn.
- Ifølge ytringsfriheden, som mange gør absolut, har fodboldspillere vel lov til at udøve deres religiøse tro. Det er næppe endnu kommet dertil, at det er usømmeligt at knæle.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad