Der er vist noget som DBU ikke helt har forstået eller ikke vil forstå, det er, at religion ikke er noget med markedsføring, det er ikke noget med alene at blive set, det er ikke noget med at spille en kamp hvor det er kristendom mod islam.

Religion er en total alvorlig sag, hvor netop kristendom pålægger os, at vi skal "Gå ud i alverden og gøre alle folk til Guds Diciple", længere er den historie simpelthen ikke.
Religion er netop noget der er så alvorlig, at den der tror på noget, er forpligtet til, og kan slet ikke lade være, at bringe budskabet til de mennesker han/hun omgås.

Hvis vi ikke er optaget af dette, så er der vist ikke tale om reel kristendom.

Der tales meget om at være praktiserende eller ikke praktiserende kristen, det er vist en meget grov skelen mellem noget der kan ligne en måde at gradbøje folks tro.
Tro kan ikke gradbøjes, enten tror man eller også gør man ikke, mere kan der vist ikke siges om det, begrebet søndagskristne findes men er bare et udtryk for, at folk lever i en vildfarelse om, at Gud ser gennem fingre med ligegyldighed.

Kim Stjerne Hansen udtaler sig om, at det er forbudt at bære religiøe symboler på spillertrøjerne og at spillerne ikke må have religiøse tatoveringer, det kan han have en mening om, men hans mening er ret underordnet i forhold til Guds påbud om at forkynde evangeliet og om, at "vi skal være snilde som slanger" og om at budskabet skal råbes ud på torvene.

Måske ville det være en god ide, om diverse medlemmer af DBU' hovedbestyrelse og alle dem, som i øvrigt mener at de skal give deres meninger til kende i denne sag, frekventerede kirken og lyttede helhjertet til budskabet om den korsfæstede Jesus Kristus, som ofred sig selv for din og min synd.

Velkommen i kirken, den er åben for alle hver søndag og nogle steder mange flere gang i ugens løb.

Den overordnede tanke, med at der ikke skal 'sælges noget uvedkommende' i forbindelse med sportsarrangementer, er god. Det er en skam at de ansvarlige sportschefer ikke i tide så faren og stoppede alle former for reklamebudskaber. Tænk engang hvis det var muligt at overvære sportsbegivenheder uden den kommercialisering der er overalt i dag. Budskaber fra såkaldte sponsorer har heller ikke nogen berettigelse - udover budskabet selv.
Når det så er de sportsudøvende, de aktive, der har budskaber de vil have frem, hvorfor skal de så ikke kunne det? Kunne det være fordi de ikke har betalt for sendetiden?
At befri sporten for alle uvedkommende budskaber, må være vejen frem; men desværre nok ikke det man har i tankerne.