Den fortryllende klint

Den er også spektakulær og næsten overnaturlig denne enorme hvide klint, der rejser sig 128 meter op af havet og er noget af det ældste synlige naturhistorie, vi har herhjemme.

Selve klinten består hovedsageligt af kridt fra den over 70 millioner år gamle havbund. Dengang dækkede kridthavet Danmark og det øvrige Nordeuropa. Her levede svømmende dinosaurusser i alle størrelser, hajer og mikroskopiske alger. Algerne, coccolithus, havde en skal af kalk, som gennem årene blev aflejret på havets bund som et tykt lag kridt.

Efterhånden som livet i kridthavet ebbede ud, dinosaurusserne uddøde, kontinenterne hævede sig, og bjerge blev skabt og borteroderet igen, dukkede kridthavsbunden op til overfladen, så kridtet var blotlagt, inden den sidste istid ramte Danmark.

Under istiden blev den gamle kridthavbund moset og mast af isen og blev foldet, bukket og skubbet sammen som ved et kæmpemæssigt harmonikasammenstød. Det skabte Høje Møn, det østligste område på Møn, der ender ved klinten. Og gennem de sidste 4000 år har havet ædt sig ind på Møns østkyst og dannet klinten, som den kendes i dag.

Faktisk består det mest af Danmarks dybe undergrund af den gamle kridthavbund, der flere steder er op til 700 meter tyk. Og hver centimeter af kridtlaget har været 1000 år om at blive til.

Det er svært at forestille sig en historie og en virkelighed her på jorden, der er så mange millioner år gammel. Indenfor på Geocentret, et naturhistorisk museum, der blev bygget ved klinten for tre år siden, gør de historien levende gennem interaktive udstillinger og en animeret 3-d-film om dyrene og livet i kridthavet. Udenfor går vi på resterne af det, der er tilbage.

Klinten er som en kirkegård fyldt med fossiler af de små og store dyr og planter fra forhistorisk tid. Og fordi havet skyller lidt af klinten væk hele tiden, skylles fossilerne ud af kridtet og ender lidt efter lidt på stranden lige til at tage op og studere.

Og så er der selvfølgelig skredene, der med års mellemrum river små og store stykker af klinten, så nye fossiler dukker op og skylles ud.

Sidste store skred var i januar 2007, hvor det kæmpemæssige klintestykke Store Taler skred i havet og dannede en 350 meter lang hvid halvø ud i Østersøen, der var på størrelse med 11 fodboldbaner. Heldigvis skete det om natten, så ingen mennesker kom til skade. Til gengæld samlede det efterfølgende professionelle og fritidsarkæologer i hobevis, der skulle gøre et godt fossilfund.

De brungrå, lange, runde vættelys er der masser af. Og helt små forstenede pigge fra forhistoriske søpindsvin. Det er også muligt at finde stykker af forstenede skaller af østers og kæmpemuslinger, der i levende live kunne blive op til to meter i diameter. Af de mere sjældne fund er forstenede aftryk af ammonitter, en slags blæksprutter med et snegleformet skjold, hajtænder og tænder fra havets hersker: Mosasaueren. En kæmpe vandlevende rovøgle, der kunne blive op til 16 meter lang, og som selv hajerne frygtede.

Jesper Grube Kristiansen er naturvejleder og undervisningschef ved Geocenter Møns Klint. Hver dag i geocentrets åbningssæson fra påske til efterårsferie går han og de øvrige 12 naturvejledere flere gange om dagen op og ned ad de 497 trappetrin, der forbinder toppen af klinten med stranden. De guider private grupper, skoleklasser, menighedsråd, virksomheder og turister rundt på klinten og fortæller om dens opståen og det rige og sjældne planteliv, der er omkring Møns Klint på grund af de særlige jordbundsforhold.

På toppen af klinten og ned ad de bevoksede skråninger vokser der kringlede og krogede bøgetræer, der er mellem 400-500 år gamle. Normalt går bøgetræers rødder langt ned i jorden, men fordi kridtet er så tæt ved jordoverfladen, søger rødderne ud og ligger i overfladen for at optage den sparsomme næring, der er.

Det er også derfor, træerne her bliver så gamle, fortæller Jesper Grube Kristiansen.

- Normalt bliver et bøgetræ sjældent mere end 150 år gammelt. Men her er så lidt næring i jorden, at træerne vokser langsomt, og det gør dem stærke og uhyre gamle. Mere end 500 år kan de blive, forklarer han.

I området omkring Møns Klint findes der ikke færre end 300 dyre- og plantearter, der er på internationale organisationers røde liste over udrydningstruede arter.

- Eksempelvis vokser en underart af planten høgeskæg kun på Møns Klint som det eneste sted i hele verden, siger Jesper Grube Kristiansen.

Her er også mere end halvdelen af Danmarks vilde orkidéarter, blandt andet den stærkt truede stor gøgeurt, og flere af orkidéerne har Møns Klint som eneste voksested herhjemme.

- På et tidspunkt forsøgte mange besøgende at grave planterne op for at tage dem med hjem i stuen eller i haven. Det har gjort flere arter endnu mere truede. I dag er det totalt forbudt at plukke eller grave planter og blomster op, mens man er meget velkommen til at tage alle sine fossilfund med hjem, siger han.

Desuden får man ikke meget ud af at grave planterne op, for de kan ikke gro i almindelig jord. De kræver lige præcis de jordbundsforhold, som er herude, forklarer Jesper Grube Kristiansen.

Her vokser også elfenbenspadderokker, der bliver to meter høje og andre sjældne planter og blomster med navne så forunderlige som skov-svingel, strand-limurt, rank hjørneklap og østrigsk hør.

Det er også muligt at se vandrefalken på Møns Klint. Efter 30 års fravær i Danmark, vendte den tilbage og har ynglet på klinten siden 2001. Men man skal være hurtig. For det er verdens hurtigste dyr, der bevæger sig gennem luften med op til 330 kilometer i timen.

I maj i år fik falkeparret tre unger, der netop har forladt reden og spredt sig til andre områder af klinten eller baglandet, og det bliver nu sværere og sværere at lokalisere dem for menig mand. Eksperter har dog ringmærket dem, så det bliver muligt at følge dem og få mere viden om deres færd.

Møns Klints spektakulære formationer og rige plante- og dyreliv har gennem tiden tiltrukket mange kunstnere.

I guldalderens (1800-1850) tidlige år grundlagde man en række naturvidenskabelig discipliner, som fik stor indflydelse på tolkningen af den omgivende verden. Tidens ideal var sammensmeltningen mellem kunst og videnskab, og guldalderens kunstnere blev en slags rejsende videnskabsmænd, der kortlagde og dokumenterede den danske naturs videnskabeligt interessante steder.

Møns Klint var et af de steder, der havde størst tiltrækningskraft på malere som C.W. Eckersberg og P.C. Skovgaard. Man taler sågar om, at Møns Klint for lige netop de to guldaldermalere var mere end blot et motiv, og at klinten besad en slags "stedets ånd", hvor Gud var tilstede i naturen.

Møns Klint er stadig et yndet motiv for nutidens kunstnere og tiltrækker naturligvis også tusindvis af turister fra ind- og udland. Ifølge naturvejleder Jesper Grube Kristiansen besøger over 200.000 mennesker hvert år den hvide klint.

duus@kristeligt-dagblad.dk