Somaliernes Gunnar

"Jeg ved ikke, om jeg kender nogen mere uselvisk person end Gunnar," skriver læseren, som har peget på denne vestjyske ildsjæl. Selv siger han, at han nødigt ser, at det kommer til at handle om ham.

- Jeg har ingen glorie, jeg skal have pudset, fastslår han.

Men som en af somalierne, Osman, kort og præcist udtrykker det, så er "ikke alle danskere som Guunnar", og han overlader det så til en selv at drage konklusionen.

I Danmark er der op mod 17.000 somaliske flygtninge, men efterhånden kun et dusin voksne samt 20 børn tilbage på Tarm-egnen. Mange af dem har, siden de kom til Danmark, fået permanent opholdstilladelse og familiesammenføring og er flyttet ind til de større byer, men Gunnar Lystbæk Andersen har stadig kontakt til de fleste af dem. Det begyndte egentlig med Osman, eller rettere, det begyndte med en annonce i det lokale ugeblad, der søgte assistance til lektiehjælp til de somaliske flygtninge, som var kommet til byen. Gunnar Lystbæk Andersen fulgte sine gamle kollegers opfordring om at melde sig, og det var så i den forbindelse, han mødte Osman.

- Han var ivrig efter at lære dansk og derfor meget ked af det, da sprogskolen holdt sommerferie, for så fik han jo ingenting lært i den tid! Så jeg tilbød, at han da kunne komme omkring i sommerferien til ekstra undervisning. Allerede dagen efter stod han uden for døren, og siden kom han hver dag sommeren igennem. Sammen gik vi lange ture, mens vi snakkede om dyr og planter og samfundsforhold og alt muligt, og det var jo en anden måde at lære dansk på end på sprogskolen.

Osman fik siden sin kone til Danmark. Hun kunne ikke et ord fremmedsprog, men da hun blev gravid, aftalte Gunnar og Osman med hende, at hun skulle ringe til Gunnar, hvis hun pludselig skulle føde, og Osman ikke var hjemme, og bare sige sit navn i telefonen. Så vidste Gunnar, at det var op over, og at han skulle få rekvireret en ambulance. Det blev ikke aktuelt, men Gunnar fortæller om aftalen som et eksempel på den fortrolighed, der med årene er opstået mellem ham og somalierne.

- Jeg sagde jo bare til dem, at de altid var velkomne til at kigge indenfor, og gav dem mine telefonnumre med besked om, at de skulle ringe, hvis der var noget.

Siden ringede telefonen på alle tidspunkter af døgnet, og Gunnars somaliske venner har ringet om alt: for at få Gunnar til at vække dem næste morgen eller bare lige for at sige godnat eller for lige at få en kammerats telefonnummer eller hjælp til at komme igennem til lægevagten.

Og Gunnar ringer for dem til myndigheder, banker, mobilselskaber, Udlændingeservice, leasingfirmaer og har været med dem hos lægen, tandlægen, på fertilitetsklinikken, i krisecenter, ved forældresamtaler i børnehaver og skoler. Han bestiller flybilletter, finder tog- og bustider og så videre. Alt muligt.

- Det største problem for dem er sproget. Derfor vil de gerne have en med, for eksempel når de går til læge, for de er bange for ikke at forstå det, der bliver sagt, og de har også brug for hjælp, når de skal sende ansøgninger og papirer til Udlændingeservice og myndighederne i det hele taget. En kommunal flygtningemedarbejder har sagt til mig, at jeg hjælper dem for meget, og at de selv skal finde ud af tingene. Det mener jeg sådan set også, men de skal da have hjælp til at finde vejen.

Gunnar Lystbæk Andersen har også i flere tilfælde hjulpet sine somaliske flygtninge med at finde arbejde eller komme i uddannelse. En af dem er Hussein, der blev voksenlærling og her i sommer færdiguddannet som kleinsmed.

- Det største problem for ham var matematikken og fysikken. Det havde han aldrig lært. Især de unge somaliere har en dårlig skoleuddannelse, fordi skolesystemet blev ødelagt af krigen. Jeg måtte jo så prøve at hjælpe ham, og jeg forklarede, og han rystede på hovedet: "Nej, jeg forstår det ikke," og det gjorde han også anden og tredje gang, men han gav ikke op. Og Husseins eksamenskarakter viser, at han endte med at forstå det uforståelige.

- Danskerne på holdet fik 7, 8 eller 9 i matematik. Hussein fik 10, fortæller Gunnar Lystbæk stolt, og Hussein sagde bagefter, at uden mig havde han aldrig klaret det.

- Men så havde der vel nok været en anden mulighed, tilføjer Gunnar.

Selvom mange af de somaliske flygtninge nu har fået familie og er flyttet væk, bliver Gunnar Lystbæk Andersen fortsat jævnligt ringet op og indviet i deres sorger og bekymringer, og der står altid en seng opredt på loftsværelset, hvis nogen har brug for en overnatning.

Hvad man lokalt mener om hans private flygtningearbejde, interesserer ham ikke så meget, men en enkelt gang er han røget ud i en større diskussion med danskere, som ikke havde nogen forståelse for, at han brugte tid på de fremmede.

- Jeg mener jo ikke, at Danmark hverken kan eller skal forsøge at hjælpe alle verdens flygtninge. Det er godt, at den ladeport, som i 1990'erne stod åben for indvandring i Danmark, nu er blevet lukket. Det kan ikke nytte at lukke alle ind og så bare lade dem sidde på overførselsindkomst uden i øvrigt at interessere sig for dem. Det var jo, hvad de tyrkiske indvandrere oplevede, og det kunne det danske samfund simpelthen ikke være bekendt. Vi skal ikke tage flere ind, end at vi kan give dem en ordentlig behandling og mulighed for at blive integreret i det danske samfund.

Hvilket Gunnar så yder sit bidrag til - men der skal ikke pudses glorie.

- Nej, siger han, for ved du hvad: Jeg får jo selv mindst lige så meget ud af det. De første par år, efter at min kone døde for 11 år siden, gik jeg rundt om mig selv og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og gribe i. Nu føler jeg, at jeg lever igen. Tænk, at nogen har brug for mig, i min høje alder.

steens@kristeligt-dagblad.dk