På jagt efter krigshelt i bagende sol

Sommeren 1982 holdt vi ferie i et sommerhus på Broagerland i Sønderjylland.

Min mand og jeg havde besluttet, at vores tre børn på 5, 9 og 13 år skulle vide noget mere om grænselandets historie. Så vi fortalte dem om hertugdømmerne, Slesvig-krigene, om forskellen på forlade- og bagladegevær og så videre og så videre. Vi besøgte Hedeby, Dannevirke, Dybbøl Mølle, alle 10 skanser blev bevandret, Oversø og Sankelmark, hvor de vendelboer og københavnere blev indhentet af den østrigske fortrop den fatale 6. februar 1864.

En dag, hvor det var meget varmt, havde vi lovet børnene, at vi skulle ud at bade om eftermiddagen. Men først ville min mand, der var reserveofficer, gerne fortælle børnene om slaget ved Isted og finde mindesmærket over oberst Læssøe på Isted Hede.

Men desværre kunne vi ikke finde mindestenen, så vi ledte og ledte i bagende sol. Børnene var trætte, og deres far var meget ivrig efter at finde mindesmærket. Situationen blev noget anspændt.

Jeg kunne godt forstå børnene, der ikke orkede at høre mere om grænselandets historie og bare gerne ville ud at bade, og samtidig ville jeg gerne være loyal over for min mand. Heldigvis fandt vi omsider mindestenen, og alle var lettede. Men da vi skulle til at køre igen, knækkede bilnøglen i låsen til bagagerummet. Heri lå badetøj og madpakke, så det var ikke populært, og vi måtte vente længe på Falck, der skulle komme og hjælpe.

Så vidt jeg husker, kom vi ud at bade - dog noget senere end planlagt - og om aftenen spillede vi kort i fred og fordragelighed.

Og børnene. Ja, som de sang til deres far på hans 50 års fødselsdag: "Og jeg forstår, at vi ham takke kan - for at vi endnu har Sønderjylland."

madsen@kristeligt-dagblad.dk