FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har som bekendt frarådet tilbagesendelse af de afviste irakiske asylansøgere til visse provinser i hjemlandet, fordi man ikke her kan garantere deres sikkerhed. Hovedparten af de irakere, som befinder sig i Danmark, skal imidlertid netop sendes tilbage til disse regioner. Men integrationsministeren har valgt at overhøre denne advarsel, uden at nævnet på grundlag af egne erfaringer fra lokalområderne i Irak kan begrunde overhørelsen. I øvrigt anbefaler Udenrigsministeriet danske borgere at holde sig borte fra landet. Men disse advarsler undlader pastor Krarup og ministeren og andre fortalere for hjemsendelse konsekvent at kommentere - mærkeligt nok.

Endelig fremførte pastor Krarup endnu engang sit synspunkt om, at de voksne irakiske asylansøgere har brugt deres børn som gidsler. Forældrene "bruger deres børn som pressionsmiddel i kampen mod det Danmark, hvis lov og ret de blæser på". Ligesom de også "blæser på deres børns elendighed".

Det er en voldsom blæst, disse afviste irakere har foranlediget. Ja, forældrene bruger ligefrem deres børn som "kanonføde", skønt de ved, at "deres sager er behandlet lovligt og retsindigt. De ved, at det er domstolen på området, Flygtningenævnet, der har afsagt kendelse om, at de skal rejse hjem, fordi de ikke er personligt forfulgte. De ved det".

Hvor ved pastor Krarup det fra? Hvor ved Flygtningenævnet, der i øvrigt ikke er en domstol, det fra? Hverken dets eller Udlændingeservices medarbejder har som nævnt turdet rejse til Irak for på stedet at danne sig et indtryk af forholdene. Alligevel forlanger man nu "retsindigt", at de afviste irakere skal rejse tilbage. De afviste irakiske asylansøgere "blæser på Danmark", slog Søren Krarup fast. Nej, hr. pastor - de klamrer sig til muligheden for at undgå at blive sendt tilbage - måske til den visse død. Derfor burde integrationsministeren naturligvis give dem "humanitær opholdstilladelse". Men det er formentlig alt for menneskeligt.

Henning Tjørnehøj,
socialdemokrat,
Ellebakken 29,
Birkerød