Den bagkloge vending, "hvad sagde vi", høres i øjeblikket fra to forskellige lejre i det israelske samfund i forbindelse med Amnesty Internationals seneste rapport, der beskylder Israel for at have begået krigsforbrydelser under krigen i Gaza i januar.
Den ene lejr består af lokale menneskerettighedsorganisationer og en lille, men motiveret gruppe af venstrefløjsaktivister, der selv i løbet af de seneste måneder, har forsøgt at skabe debat om Israels ageren under krigen i Gaza. For dem er Amnesty Internationals rapport et skulderklap, der giver næring til deres egen dagsorden. De håber, offentliggørelsen af rapporten kan være med til at bremse det, de betegner som Israels overdrevne brug af magt over for palæstinenserne. Eller i det mindste stille officerer og andre beslutningstagere til ansvar for deres gerninger.
Set fra den israelske venstrefløjs synspunkt har Israels hær og politikere optrappet deres brug af militær styrke over for palæstinenserne så kraftigt siden den første intifada i slutningen af 1980'erne, at tidligere helt utænkelige aktioner i dag er en del af hverdagen. En udvikling, der især har præget militæret siden al-Aqsa Intifadaen, hvor likvideringer af eftersøgte palæstinenserne blev kutyme og oven i købet fik det hebraiske tilnavn "målrettede drab".
Det er blot et eksempel på det, venstrefløjen kalder "hvidvaskning" af ord og gerninger, og det, de opfatter, som den direkte årsag til, at hærens ledelse i dag tillader sig at bruge de midler, Amnesty International kritiserer i sin rapport. Rapporten kritiserer blandt andet Israel for brug af forbudte fosforbomber og for at føre krig mod civile befolkningsgrupper og mål.
Men beskyldningerne preller af på resten af Israel, der udgør en meget større del end den ideologiske venstrefløj med ondt i samvittigheden. Lige fra hærens talsmandskontor til den brede befolkning bliver rapporten mødt med en kold skulder, og den retoriske bemærkning, "hvad sagde vi"?
For den brede befolknings vedkommende var rapportens indhold givet på forhånd, og den er derfor ikke overraskende. Heller ikke hæren synes at værdsætte Amnestys anstrengelser og har i stedet travlt med at skyde rapporten ned ved at udpege dens mangler og tendentiøse træk.
Det officielle Israel har næsten for vane at latterliggøre rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer eller FN, fordi disse opfattes som anti-israelske organisationer. For Israel indebærer det, at de aldrig vil være i stand til at foretage en objektiv undersøgelse af landets gerninger. Af nøjagtig samme grund nægter Israel i øjeblikket at samarbejde med FN?s særlige undersøgelseskomité i Gaza, der ledes af den sydafrikanske jøde Richard Goldstone.
Det officielle Israels skeptiske holdning til de internationale organisationer betyder, at der ofte ikke finder en egentlig debat sted om hærens gerninger blandt landets befolkning. Her nærer et flertal nemlig samme skepsis, og i sidste ende betyder det, at når Amnesty International taler om krigsforbrydelser i Gaza, læser befolkningen om det i aviserne om morgenen som en rutinesag, inden de kaster sig over emner, der interesserer dem meget mere. Som for eksempel den iranske trussel, den økonomiske situation eller hvem, der skal være træner for Jerusalems fodboldhold i næste sæson.
allan@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
