Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Er vi på vej mod et singlesamfund? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er vi på vej mod et singlesamfund?

Flere tager på ferie alene. -

- Colourbox

Kommenter Hold mig opdateret

Det voksende antal danskere, som bor alene, er en realitet, som vi bliver nødt til at forholde os til, fordi det blandt andet stiller nye krav til samfundets bolig-, social-, og sundhedspolitik

I den nært forestående sommerferie vil der ifølge rejsebranchen være langt flere end før, der ferierer alene. I løbet af de seneste fem år er det registrerede antal rejsende, som begiver sig af sted på egen hånd steget med 20 procent, men man mener, at det reelle antal er betydeligt større.

Hvor der tidligere ofte var tale om deciderede singlerejser med indbyggede muligheder for kontakt med potentielle partnere, synes de enerejsende nu at bestå af en langt mere blandet gruppe af mennesker, som begiver sig ud på egen hånd. Man ser nu alt fra kvinder i 30-40-års-alderen, der vil ligge en uge alene på stranden og læse bøger, til unge singlemænd, der selv tager af sted på aktivitetsferie. Mange enlige forældre tager på tur med børnene, ligesom det ikke længere er usædvanligt at opleve ældre enker, der begiver sig ud på jordomrejse.

Det voksende antal mennesker, som rejser på egen hånd, afspejler utvivlsomt, at der i de sidste 25 år er sket en konstant stigning i antallet af danskere, som bor alene. Faktisk er der ifølge Danmarks Statistik sket næsten en fordobling i antallet af eneboende mænd, mens stigningen for kvinder i samme periode er lidt mindre. I alt skønnes over en million danskere at bo alene i 2009, og spørgsmålet er, hvad der ligger bag dette fænomen.

Umiddelbart kunne udviklingen tyde på, at vi er på vej mod et singlesamfund, hvor flere og flere lever uden partner og familie, og hvor kernefamilien er på retur. Men kan det virkelig være rigtigt, at nutidens mennesker bare vil dyrke deres egne ønsker og behov frem for at tilgodese andres i et større fællesskab?

Annonce
Sideløbende med væksten i antallet af aleneboende danskere synes kernefamilien paradoksalt nok at være vokset som idealbillede i de senere år. Fra 1970?ernes oprør mod den borgerlige livsstil er der især i medierne nu fornyet fokus på familieliv, bryllupper og boligindretning. Den uendelig strøm af familie- og livsstilsprogrammer understøttes af de senere års politiske prioritering af kernefamilien som den foretrukne målgruppe, ideologisk såvel som økonomisk. Populære film og bøger vidner ligeledes om en næsten tvangsmæssig søgen efter "den eneste ene", og mange satser alt på store kirkebryllupper, selvom danskerne officielt er blandt de mindst troende i Europa.

Alligevel synes der blandt danske politikere, samfundsforskere og debattører ikke at være nogen mærkbar interesse for denne udvikling. I udlandet har fænomenet med de forandrede husstandsforhold dog i flere år optaget ledende samfundsforskere. Samtidig har man eksempelvis i Norge en slags "aleneboerminister", Trine Skei Grande, som har sat sig for at forbedre forholdende for det voksende antal mennesker, som bor alene. Hendes målsætning handler både om en generel accept af nye bo- og samlivsformer, såvel som en politisk og økonomisk inddragelse af den aleneboende befolkningsgruppes behov, i stedet for en ensidig fokusering på kernefamiliernes krav.

I Danmark er det dog vanskeligt at nedbryde den stereotype opdeling i på den ene side den traditionelle kernefamilie og på den anden side de frustrerede storbysingler, som de er blevet beskrevet i flere populære tv-serier og film. Der synes at eksistere en vis berøringsangst for det, som sociologer betegner som de senmoderne fællesskabers forandring.

I udlandet diskuterer socialforskere dog intenst, om vi er vidner til en generel opløsning af kollektive forpligtelser og langsigtet engagement. Ifølge denne tankegang har det moderne menneske vanskeligt ved at tilsidesætte sine egne behov til fordel for en længerevarende investering i partneren, slægten eller kirken, ligesom overordnede ideologiske visioner er blevet overflødiggjorte af vores selvoptagethed og materialisme.

Den kendte polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman forklarer udviklingen med, at vi befinder os i en tidsperiode præget af manglende kontinuitet og fast forankring og uden varige sociale forpligtelser. Livsbaner er ikke længere fastlagt på forhånd, og familie- og venskabsforhold er ikke nødvendigvis vedvarende. Paradoksalt nok mener Bauman, at den voksende individualisme kan resultere i en idealiseret drøm om det traditionelle familieliv og det perfekte hjem, en illusion, som han mener fungerer som en slags "kamin, ved hvilken vi kan varme vore hænder på en frostkold dag". Ifølge Bauman er der nemlig tale om en slags søgen efter et tabt paradis, hvor man aldrig vil kunne genvinde tidligere tiders fællesskaber – hverken i slægten, religionen eller gennem et fælles livsmål og en kollektiv identitet.

Denne tankegang bakkes delvist op af den tyske sociolog Ulrich Beck, som mener, at vi befinder os i en slags overgangsperiode mellem gamle forbilleder og nye valgmuligheder. Beck hævder, at mange mennesker i praksis har svært ved at håndtere de mange valgmuligheder, som en moderne tilværelse kan tilbyde, da det kræver både personlige ressourcer, held og en vis portion kynisme at blive en "vinder" i dagens samfund. Beck mener dog, at vejen frem i stedet er at acceptere, at der fremover vil findes flere måder at indrette tilværelsen på. Det store antal skilsmisser og den voksende individualisme vil således resultere i en større mangfoldighed af livsformer, hvor flere bor eller lever alene i kortere eller længere perioder af deres liv, og hvor det bliver mere udbredt at skifte mellem forskellige slags familie- , samlivs- og boformer, ligesom der også vil opstå helt nye slags fællesskaber.

I kølvandet på denne udvikling advarer nogle samfundsdebattører dog mod opblomstringen af en slags alternativ singlekultur, som især dyrkes af de midaldrende, veluddannede og velhavende storbyboere. Netop denne gruppe synes at være vokset i de senere år, og befinder sig ifølge den amerikanske forfatter Ethan Watters ofte i en forlænget ungdomsfase, som kan strække sig langt op i 40-50-års-alderen – en verden af evige byture med vennerne, skiftende og løse kæresteforhold, gode vine og lækkert tøj.

Singleklubber og internetkontakter tilbyder således et slaraffenland af midlertidige muligheder for frit at udleve enhver individualistisk drøm – helt uden snærende bånd og begrænsninger. Som påpeget af den franske forsker Michel Maffesoli står det i dag den enkelte frit for at poppe ind og ud af disse uforpligtende fællesskaber, som kun fungerer så længe, det enkelte medlem selv har lyst og overskud til at deltage i dem.

Det er dog yderst tvivlsomt, om de nye og mere uforpligtende fællesskaber helt vil erstatte de mere traditionelle. I stedet synes der i dag at eksistere et konglomerat af samlivstyper og livsformer. Selvom mange tilsyneladende lever som singler og enlige forældre i perioder af deres liv, består de aleneboende i stigende grad også af faste par, som har valgt at bo hver for sig. For nogle er der tale om en midlertidig overgangsfase, for andre et bevidst valg.

Under alle omstændigheder er det voksende antal danskere, som bor alene, en realitet, som vi bliver nødt til at forholde os til. Udviklingen vil medføre både personlige og politiske udfordringer, som blandt andet stiller nye krav til bolig-, social-, og sundhedspolitik. Ud over en større accept af forskellige typer af livsformer er det ligeledes vigtigt med en kritisk granskning af de risici og krav, det medfører for den enkelte at skulle navigere hensigtsmæssigt og ansvarsfuldt i en individualiseret verden. Der bliver fremover behov for både at styrke de eksisterende fællesskaber og for at kunne indgå i nye typer af sociale netværk på en etisk forsvarlig måde. Kun herved vil man i fremtiden kunne arbejde for, at mellemmenneskelige hensyn, forpligtelser og social forankring fortsat bliver værdier, som man ønsker at bevare.

Hannah Bing Jackson er lic.phil., sociolog ved Lunds Universitet
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​