Ritzau |
3. juli 2009
Irans ambassadører i EU-landene indkaldes i protest imod tilbageholdelsen af iransk-ansatte på den britiske Teheran-ambassade.
De iranske ambassadører i de 27 EU-lande er indkaldt til møder i udenrigsministerierne for at få overbragt en protest imod, at Iran tilbageholder to iranere, der er ansat på den britiske ambassade i Teheran.
Beslutningen om at indkalde de iranske udsendinge blev taget på et møde blandt EU-ambassadørerne fredag, sagde en EU-embedsmand.
Irans ambassadør i København var fredag til møde i det danske udenrigsministerium, hvor han fik at vide af højtstående embedsmænd, at Danmark tager skarpt afstand fra tilbageholdelsen af de to iranere, siger Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er helt uacceptabelt, at de iranske myndigheder fortsat tilbageholder lokalansatte fra den britiske ambassade i Teheran. EU har klart markeret, at vi står sammen i denne sag. Det er derfor, at den iranske ambassadør i dag har været til samtale i Udenrigsministeriet, hvor han fik klar besked om, at de iranske myndigheders adfærd er helt uacceptabel, og at de to må løslades nu, siger udenrigsminister Per Stig Møller i meddelelsen.
På mødet i Bruxelles blev EU-ambassadørerne også enige om en gradvis skærpelse i tilgangen til sagen, afhængig af hvordan situationen udvikler sig, sagde embedsmanden.
Blandt de redskaber, som EU har i værktøjskassen, er visaforbud og tilbagetrækning af EU's ambassadører fra Teheran.
Fredag meddelte Vogternes Råd i Teheran, at de to lokalt ansatte iranere fra Storbritanniens ambassade bliver retsforfulgt for at opildne til vold under oppositionens demonstrationer efter præsidentvalget den 12. juni.
Storbritannien har stemplet de iranske beskyldninger som grundløse.