Fortidens fejhed må ikke glemmes

KAN ERKENDELSENS lys jage hadets skygger væk? Lad os prøve at se: Det var i hvert fald opmuntrende at læse Christian Højlunds reaktion i avisen 27. juni på Søren Krarups særlige brug af ytringsfriheden i krænkelsens hellige navn. At Søren Krarup er "led ved", opfordrer folk til at skamme sig og meget mere af samme skraldespand, er jo ikke noget nyt. Søren Krarup har altid eller i hvert fald i al den tid, jeg har fulgt ham, syntes, at det var synd for Søren Krarup. Vredesudbrud vrider sig og kryber som orme. Fred med det.

Det, der ikke må blive fred med, er, at Krarups lidelser skal gå ud over andre mennesker, og i hvert fald ikke de mennesker, der har så hårdt brug for et klart blik og en hjælpende hånd. Det er bydende nødvendigt nu ikke at resignere. Vi må ikke give op. Vi må ikke gentage den europæiske fejhed i 1930?erne, som nu i mange sammenhænge og med fuld ret bliver fremhævet gang på gang. Vi må ikke lade de få konkrete mennesker, der har brug for hjælp, gå til, og vi skal ikke lade os forvirre af skældsordenes røgslør.

Jeg tror, at historien bliver skrevet om, når vi erkender nuancerne i Danmarks historie. Vokset op med heltefortællingerne fra redningsaktionen i 1943 for de danske jøder troede jeg også, at det kun var danskerne, der hjalp.

Den første lille ironi blev formuleret ved, at vi dog havde Sundet, så det var muligt at slippe væk. Siden erfarede jeg, at Marokkos konge sørgede for, at hans jødiske undersåtter blev beskyttet, stik imod hvad man gjorde i Frankrig, som Marokko hørte sammen med. Derfor er der gode forbindelser mel lem Israel og Marokko. Bulgarien sørgede for sine jøder, så at der var flere jøder efter krigen end før. Den bulgarske konge forhandlede med Hitler og måtte betale med sit liv for den indsats. Senest har jeg erfaret, at Tyrkiet også beskyttede jøder i de år, så at mange jøder flygtede til Tyrkiet og blev godt modtaget.

Kan vi nu ikke tage os sammen og sørge for, at de folk, der er her, kan få et ordentligt liv? Er der virkelig flertal for, at vi skal mæske os i velfærd på de ulykkeliges bekostning? Velbekomme!

Det katastrofale er ikke, om denne eller hin skammer sig. Det kan vi såmænd gerne gøre af en eller anden grund. Det katastrofale er, at skammen falder på os alle sammen. Det er, hvad der kan ske, når det samtalende demokrati udvikler sig til oklokrati, det blinde hads pøbelvælde, og eftertanken forlader scenen. Er det at være dansk?

Marianne Olsen,
Ringstedgade 67, Næstved