Kristeligt Dagblad bringer i dag historien om den 78-årige kvinde Ella Sørensen. Hun har altid kunnet klare sig selv, indtil hun i marts i år blev ramt af en blodprop, der har efterladt hende delvist lammet i venstre side.

Ella Sørensen har derfor nu brug for daglig hjemmehjælp i sit hus i Karlslunde, men hun nægter at lade mandlige hjemmehjælpere hjælpe hende med den personlige hygiejne. Det særkrav har Greve Kommune nægtet at efterkomme.

I udgangspunktet kan man kun have sympati for en kvinde som Ella Sørensen. En stolt ældre dame, der altid har kunnet klare sig selv og nu føler sig krænket og ydmyget ved tanken om, at en fremmed mandlig plejer skal hjælpe hende med hygiejnen de mest intime steder. Det drejer sig om stolthed og værdighed for Ella Sørensen, og de fleste vil umiddelbart mene, at et sådant hensyn må kunne imødekommes.

Men hvis man begynder at spekulere over Ella Sørensens særkrav og sætter dem i et større perspektiv, kan sagen godt give en del hovedbrud. For hvor går grænsen så for rimelige særkrav? Er det i orden, at mænd stiller samme krav som Ella Sørensen for eksempel? Er det i orden ikke at ville hjælpes eller behandles af en hjemmehjælper med tørklæde? Eller fordi vedkommende er sort? Eller kan et muslimsk ægtepar insistere på, at hustruen kun må behandles af kvindelige gynækologer eller sygeplejersker?

Hvis sådanne særkrav ophøjes til reelle rettigheder, kan man med stor sikkerhed forudsige kæmpe logistiske problemer for både hjemmehjælp og sygehuse landet over. Og mange særkrav vil ganske enkelt ikke kunne honoreres ud fra de begrænsede menneskelige og økonomiske ressourcer, som pleje- og sundhedssektoren har til rådighed.

Men særkrav er noget andet end rimeligt hensyn, som naturligvis bør tages. Selvfølgelig bør Greve Kommune, så vidt det overhovedet er muligt, imødekomme Ella Sørensens krav om kvindelige hjemmehjælpere i stedet for at fortælle hende, at det kan hun ikke kræve, og "sådan er det bare nu om stunder".

Den pragmatiske løsning må derfor være, at man fra offentlig side tager så meget hensyn som overhovedet muligt i sager som denne. Mange særkrav kan forekomme urimelige, men er det ikke lige meget, hvis man er i stand til at imødekomme dem? Kommer mennesker ikke før systemer?

En principiel afvisning af særkrav kan i akutte tilfælde ende i tragedie, hvis en alvorligt syg person nægter at modtage behandling eller hjælp. Og så er der tale om omsorgssvigt, også selvom særkravene har været urimelige. holm