Truede børn - truende unge?

Det fyldte meget i pressen, at et af rockerbandemedlemmerne havde en overlægefar. Ingen spurgte, om den familiære baggrund havde forblindet skole- og socialsystemet til ikke at tage fat, mens tid var. Pædagoger, lærere, psykologer skal "se" de børn, de kommer i kontakt med. Og sætte ind, hvis der er behov for støtte - også der, hvor modvillige forældre gør det svært.

En tilsvarende blindhed eksisterer over for børn med anden etnisk baggrund end dansk. Børn, der kan udvise så megen fejludvikling, det skal være, uden at de professionelle griber ind. Mange vanskeligheder fortolkes som manglende sprogstimulation eller afvigende kulturbaggrund. Børn med anden etnisk baggrund end dansk er underdiagnosticerede i børne- og ungdomspsykiatrien, og først i ungdomsårene er de overrepræsenterede i sikrede afdelinger og fængsler.

Børn med anden etniske baggrund end dansk er lige så forskellige som etnisk danske børn. Nogle er velfungerende og har god støtte hjemmefra. Andre kommer fra socialt belastede hjem, og nogle har vanskeligheder og diagnoser, der skal ses og afhjælpes. Bliver de ikke det, kan den manglende forståelse for et handicap forstærkes af den manglende forståelse for den etniske baggrund.

Nutidens børn er ikke fattige i traditionel forstand, men undersøgelser viser, at gruppen af børn, der lever et mindre stimulerende liv end deres jævnaldrende, vokser. Flere og flere børn får psykiske vanskeligheder i form af autisme, angst eller ADHD. Det er børn, der skal ses, forstås og hjælpes, hvis ikke deres vanskeligheder skal udvikle sig til misbrug, grænsebrydende adfærd og kriminalitet.

Men både de mentalt fattige børn og børn med psykiske vanskeligheder overses eller misfortolkes af både politikere og professionelle. Det benægtes, at der findes fattige børn. Børn med potentielle psykiatriske diagnoser overses eller mistænkeliggøres som modefænomener, og der mangler relevante forebyggende tilbud.

Den offentlige indsats over for børn med vanskeligheder er præget af ventetider. Samfundet har opfundet et nyt begreb: "De skoleløse børn". Børn, der officielt venter på et passende skoletilbud. Og de venter længe. I den seneste tid har Evalueringsinstituttet dokumenteret, at nogle børn venter et år eller mere på et passende skoletilbud. De går hjemme uden noget at tage sig til, og kedsomheden øger risikoen for dårlige kammerater, manglende opsyn og yderligere risikoprofil.

Kommunernes egne PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) er også præget af en vente- og henvisningskultur i stedet for en opsøgende og kontaktskabende indsats over for daginstitutioner, skoler og familier. Og der ventes på udredning og behandling. Børn, som lider af udviklingsforstyrrelser, der sætter sig igennem som impulsive handlinger eller manglende empati, venter i landets børne- og ungdomspsykiatri. Landets længste ventetid er to år. I den ventetid møder barnet oftest negative reaktioner fra omgivelserne på grund af utilpasset adfærd. Så selvom barnet "kun" har opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD som lille, medfører omverdenens uforstående reaktioner, at der opbygges andre typer problemer som mistillid, marginalisering og grænsekrænkende adfærd.

Sundhedsplejersker udgør den primære sociale- og sundhedsmæssige forebyggelse i vores samfund. Ordningen er målrettet alle familier med småbørn, som via blandt andet hjemmebesøg har mulighed for at gribe hurtigt ind over for børns fejludvikling. Ordningen tilbydes forældre, men er ikke obligatorisk. Det kan betyde, at familier, hvor der opstår problemer, ikke nødvendigvis har haft kontakt til det offentlige. Fejludvikling hos børn grundlægges meget tidligt, og jo tættere netværket omkring familier er, jo bedre er muligheden for tidligt at opspore og gøre noget ved fejludvikling hos barnet eller problemer i forældre-barn-relationen.

Kommunalreformen var afsæt for en opprioritering af den forebyggende indsats. Der tales meget om forebyggelse, men gøres langt mindre. Oftest rettes forebyggelsesindsatsen mod allerede identificerede problemfamilier i form af forældretræning eller tilbud om familieterapi. Alt sammen godt nok, men tilsyneladende ikke nok. Måske rettes indsatsen til de forkerte målgrupper? Under alle omstændigheder handler forebyggelse om tidlig indsats.

I daglig tale bruges begreberne truede børn og udsatte børn i flæng, men vi gør os ikke megen umage med at undersøge og dokumentere, hvilke grundforudsætninger og opvækstvilkår, der i særlig grad forøger risikoen for fejludvikling og senere truende adfærd - hvad der gør de truede børn til truende unge og måske trusler for samfundet.

I stedet for at reagere hårdt og simpelt på vold og kriminalitet burde velfærdssamfundets retorik om forebyggelse omsættes i forståelse og handling over for de mekanismer, der skaber udstødte voksne af udsatte børn. Det kræver nytænkning af en sammenhængende, forebyggende indsats. Daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner tænkes sammen med en tidlig social indsatsopbygning af tillidsvækkende relationer med forældre og netværk, opbygning af lokale fællesskaber mellem det offentlige og civilsamfundet. At forebygge fejludvikling og marginalisering af børn og unge er ingen let snuptagsopgave. Den forudsætter målrettet langvarig indsats.

Der er ingen tvivl om, at samfundet må og skal reagere over for adfærd, som er socialt helt uacceptabel. Men hvis ikke samfundet gør andet end at straffe mere og hårdere, sker der ingen ændring i de forhold, som ligger forud for voldsepisoderne.

Det er vores fælles ansvar at sikre, at rammerne for alle børn og unge giver mulighed for, at de udfolder deres potentiale i stedet for et ensidigt fokus på straf, når deres liv er gået galt.

Anne Worning er direktør i ADHD-foreningen. Den 20. til 27. september 2009 er europæisk ADHD-uge. Læs mere på www.adhd.dk