Ofte er verden bare ikke særlig charmerende

Min søster og jeg havde aftalt at tage på en ferie til London. Jeg havde glædet mig til at komme af sted, for jeg huskede London fra en ferie sammen med mine forældre, da jeg var barn, så på forhånd havde jeg sådan en "postkort-opfattelse" af byen med alle de store og imponerende bygningsværker.

Men hvor blev jeg skuffet! Jeg indså pludselig, hvor grim verden kan være. Hvor sindssyg beskidt, ulækker og deprimerende sådan en storby egentlig er. Ofte er verden bare ikke særlig charmerende, og der skete flere ting i løbet af ugen, som bestyrkede mig i den opfattelse:

Vi ankom til byen med undergrundsbanen fra Heathrow Lufthavn, og da vi skulle ud af toget, gik min søster først. Desværre kunne jeg ikke få min kuffert med på grund af de mange mennesker. Jeg så altså min søster stå udenfor på stationen, mens jeg selv kørte videre. Det var selvfølgelig ikke så godt, men jeg tænkte ved mig selv, at det ikke kunne være rimeligt, at jeg skulle skubbe og mase bare for at komme ud af døren. I ugens løb gik det for alvor op for mig, at i en by som London er der for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Det var helt klaustrofobisk.

Hotellet var et rigtig kedeligt "metervarehotel". Der var intet ved det, der signalerede England eller London. Det kunne have ligget alle mulige steder i verden. Storby-feriekonceptet er efter min mening slidt.

På den tur mistede jeg en stor del af min "rejseuskyld", og det gik op for mig, at jeg i virkeligheden ikke bryder mig om at rejse. Jeg synes, at besværet og ubehaget ved det er langt større end fornøjelsen.

madsen@kristeligt-dagblad.dk