I en koordineret indsats bombarderer en række undersøgelseskomiteer og menneskerettighedsorganisationer i øjeblikket Israel med kritik, beskyldninger og nye vidnesbyrd fra krigen i Gaza, der sluttede for snart et halvt år siden. Amnesty International var første aktør på banen i den forgange uge med en fyldig rapport, der redegør for israelske overgreb i Gaza. Amnesty beskylder blandt andet Israel for at forbryde sig mod Geneve-konventionen ved at føre krig mod civile mål. Samtidig med offentliggørelsen af Amnestys rapport havde Richard Goldstone, der leder en særlig FN undersøgelsesmission i Gaza, indkaldt til et pressemøde. Her fortalte Goldstone om de meget følelsesladede vidnesbyrd, han har hørt fra palæstinensere i Gaza indtil videre. Og han lagde samtidig op til, at hans rapport, der skal offentliggøres i august, ikke vil være rar læsning. I kølvandet fulgte en rapport fra Røde Kors, der giver Israel en stor del af ansvaret for, at mere end 80 procent af Gazas befolkning nu lever under fattigdomsgrænsen.

Endelig offentliggjorde den israelske gruppe Shovrim Shtika, der består af en gruppe reservesoldater, som indsamler vidnesbyrd fra soldater, en temmelig hårrejsende rapport om krigen i Gaza. Blandt andet taler anonyme soldater om, hvordan ordrerne fra hærens ledelse denne gang var anderledes. "Tænk ikke på de civile. Tænk på jer selv", står der i Shovrim Shtikas rapport om soldaterne i Gaza, og teksten er en lang og smertefuld rundtur i mange af de forfærdelige hændelser, der fandt sted i Gaza under krigen i januar. Her er fortællinger om en gammel palæstinensisk mand, der blev skudt på nært hold, efter de israelske soldater allerede havde slået fast, at han ikke var bevæbnet og derfor var uskadelig. Her er også beretninger om, hvordan israelske soldater i kampvogne affyrede 12 granater for at rydde landskabet i køreretningen. Årsagen var, at de ikke kunne se, så derfor skød de, for at være på den sikre side, fortæller Shovrim Shtika.

Hele denne samlede kritik af Israel preller nærmest af på de officielle institutioner i landet, og regeringen har vedtaget ikke at samarbejde med nogen af de ovenstående organisationer. Israel beskylder Amnesty for at være tendentiøs, fordi organisationen ikke har dybdeboret i Hamas? ni år lange raket-blitz mod civile israelske mål. Det er på sin vis et rigtigt argument, som Amnesty bør tage til efterretning, og Israel ville også være i stand til at bevise Hamas? udbredte brug af civile som levende skjold. Derfor er det beklageligt, at Israel ikke samarbejder med de mange organisationer. Israel ville stå meget stærkere og virke langt mere pålidelig, hvis man fra regeringens side vedtog at lade verden vide, hvad der virkelig foregik i Gaza. Krig bliver altid endnu mere beskidt, når noget forsøges fejet ind under gulvtæppet som i hærens egen undersøgelse umiddelbart efter krigen. as