Læserne har valgt Vadehavet som den dejligste naturperle i Danmark. Vi spørger en række kendte danskere, hvad der er deres yndlingssted i den danske natur
Lykke Friis er et bymenneske, men i næsten 15 år har hun fundet sit yndlingssted i naturen klos op af sit hjem i det indre København: i Botanisk Have.
- Der er så mange ting på de få kvadratmeter, at jeg glemmer alt omkring mig. Der er altid noget nyt: Den ene måned er det rosenplanter, den næste måned er det nogle kålplanter, siger Lykke Friis, som i 2006 blev ansat som prorektor ved Københavns Universitet.
Botanisk Have har gennem mange år været Lykke Friis' åndehul i naturen, hvad enten hun havde brug for at ligge på et tæppe og læse en god bog eller gå rundt og se på de mange fantastiske blomster og træer.
- Jeg er et bymenneske, så de naturoplevelser, jeg oftest tænder mest på, er parker i byer - også Tiergarten i Berlin, hvor man er i en by med puls og hektisk stemning, og så bevæger man sig ind i en park og forsvinder fuldstændig. Det samme med Central Park i New York, hvor parken er konstrueret sådan, at man kun skal få meter ind, før man føler, at man kommer ind i et helt andet univers, siger Lykke Friis.
Hun har blandt andet været til koncerter i Botanisk Have, og hun fik en stor oplevelse, da hun blev vist rundt af dekanen.
- Jeg sætter mig ikke så meget ind i planterne, men når man har mulighed for at blive rundt, så åbner der sig nye skuffer i hjernen, der kommer nyt indhold i. Når man går rundt med en botaniker, kommer der pludselig nye perspektiver på de dyre orkideer, man selv ville have trådt rundt på, siger hun.
Efter Lykke Friis blev tilknyttet Københavns Universitet, er hun begyndt at lægge mærke til de mange studerende, som ligger i haven med deres computere og surfer på internettet ved hjælp af et trådløst netværk.
Da hun var nabo til haven, besøgte hun den gerne to gange om ugen - når det ikke regnede.
- Nu er det noget mindre, men jeg kører gerne forbi på cykel og ser, hvordan det går med træerne, og om de er ved at springe ud, siger Lykke Friis.