Dokumentation: Biskop Niels Henrik Arendts prædiken

Om Damkatastrofen, som vi er samlet for at mindes i dag, gælder det, at den både slog dybe skår i enkelte familiers liv – og også efterlod et ar på byen Haderslev. Det er blevet nævnt, at der aldrig blev talt meget om den i Haderslev. Det er nu ikke helt sandt, for i samtaler mand og mand imellem fik den selvfølgelig plads. Men det er nok rigtigt, at den ikke helt fik lov at få sin plads i den fælles bevidsthed – for hvordan taler man i grunden i fællesskab om noget, der er så ufatteligt? Ja, hvordan vedgår man kollektivt, at verden kan komme helt ud af kontrol – det er slet ikke nemt.

Stadig kan man rundt om i landet, når man fortæller, at man er fra Haderslev, møde ældre folk, der siger: Ja, det var jo dér, den store ulykke i 1959 skete. Men vi vil jo også gerne huskes for andet i Haderslev. Det er også i orden. Dog, tiden er kommet, hvor vi siger til hinanden: Vi vil også huskes for den ubegribelige katastrofe, som jo er en af de største i nyere dansk historie. Vi vil huskes for det for deres skyld, som endnu bærer på sår i sjælen, men vi vil også gøre det for vores alle sammens skyld. Vi skal lade arret efter det sår, som byen fik, stå synligt, og det gør vi ved at rejse en mindesten.

Hvor man måske tidligere kunne bilde sig ind, at en sorg kunne ties ihjel, da ved man nu om stunder, at sorg i vores kultur bearbejdes ved at få ord. I dag er den direkte sorg over de mange enkelte personers død vel kommet på afstand, men for dem, der var tæt på dengang, er sorgen ikke borte og skal heller ikke være det. Vi skal stilfærdigt mindes deres forfærdelse og dybe sorg.

Det vi gør i dag findes der på tysk et ord for: ”Vergangenheitsbewältigung” – jeg har ikke kunnet finde et helt tilsvarende ord på dansk, men det handler altså om at komme til rette med fortiden, at stå ved den, at lære at tage den på os. At komme videre, ikke ved at lade sorgen tilbage, men bære den med os, ved at lade den være der og give dybde til vores liv. Dybde giver den blandt andet ved, at vi netop på den baggrund lærer at skønne på livet, ser dets sande værdier. Man kan ikke sandt glædes, hvis man kun har den ene forsvarsmekanisme overfor sorg at fortrænge den.

Når katastrofen indtræffer, vil vi gerne have en forklaring. En forklaring kunne måske hjælpe os til at bevare en forestilling om, at livet kan beherskes. Men det må siges tydeligt i forhold til en ulykke som Damkatastrofen, at årsagforklaringer kan vi måske nok komme med, men en forklaring, der giver mening til det der skete, findes ikke. Spørger vi hvorfor, kan der ikke gives noget svar vi kan bruge til noget. Vi skal som fællesskab komme til rette med, at livet også er sådan: indimellem meningsløst hårdt. Men jo også sommetider ubegribeligt, uforklarligt godt.

Vi samles i kirken på denne mindedag, ikke kun fordi kirken er et højtideligt rum, hvor der plads til alvorlige tanker, men også fordi kristendommen rummer vigtige ord om ægte trøst og sand opmuntring i forhold til det ubegribelige. ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel”, læste jeg netop. Der tales om trøst i de ord. Hvordan skal det så gå til? spørger vi; et lille barn, der har slået sig, kan man trøste ved at få det til at glemme sin smerte - men ulykken er noget andet, den er for virkelig til, at den lader sig glemme, er det ikke bare overfladisk at tale om trøst overfor den?

Men nu er det, at kristendommen ikke vil have os til at glemme eller fortrænge trængsler. Den trøst, apostlen taler om, går dybere, fordi den også kan være til stede midt i den dybe tunge sorg. Den trøst kan erfares på flere måder. Den kan rækkes os i andre menneskers ord og andre menneskers handlinger. Men trøst er der visselig også i, at livet, det daglige liv, hele tiden stiller sine krav og sine opgaver. Det afgørende, der er at lære af disse ord, er, at hvordan end vi lærer at leve med livets dobbelthed af glæde og smerte, så er det Gud, der står bagved det alt sammen. Han er al trøsts Gud.

Ingen kan trøste sig selv; det véd mennesker som bliver ramt. Men intet menneske vil blive ladt i stikken i trøstesløsheden, for Gud er til, og Gud er trøstens og barmhjertighedens Gud, ja, den ægte glædes Gud, sådan som vi lærer ham at kende hos Jesus. Jesus viste os, at Gud ikke vil lade nogen være alene, hverken dem, der lever eller dem, der dør. Midt i forladthed eller ensomhed er Gud. I alt det, som overgik Jesus, blev det vist os, at Gud vil være med mennesket i både glæden og sorgen, i både livet og døden. Det er en anden trøst end den, der bare tror, det drejer sig om at glemme.

Jesus stod altid dem nærmest, som levede på livets skyggeside, enten det var sygdom eller død, der havde ramt dem - vi kender fortællingerne om, hvordan han gik omkring og gjorde vel iblandt dem, der ikke kunne hjælpe sig selv. Hans indbydelse gik til bedrøvede, og han gav dem nyt livsmod. For menneskene, som blev gjort magtesløse og rådvilde og stumme af alt det onde, satte han sit eget liv ind, han holdt ikke sig selv tilbage overfor døden, men døde for kærligheden. I det alt sammen viste han os, at Gud er barmhjertighedens fader og al trøsts Gud.

Den dér overfladiske trøst, der går ud på at få det lille barn til at glemme, at det har slået sig, fordi det bliver optaget af noget andet, hjælper ikke overfor de store ulykker, fordi døden er for virkelig til at kunne glemmes. Men den trøst, kristendommen handler om, den er til stede midt i ulykken og sorgen. Den siger ikke: Lad os tale om noget andet, men den siger: Gud er barmhjertighedens gud, netop når der er noget, vi ikke kan skubbe bort og lade som om ikke er der. Den siger ikke: Det glemmer du hurtigt, men den siger: Ingen er glemt af Gud, hverken de døde eller de levende. Den siger ikke: Det går nok snart over, men den siger: Guds kærlighed går aldrig over.

Hvad vi end erfarer af sorg, og hvad vi end erfarer af glæde, så er vi ikke uden Gud. Og hvad der kommer til os af trøst, han er med i det. Så til syvende og sidst er det ham, vi kan takke, når livet alligevel bliver til at leve. For Han er den Gud, der ikke vil lade nogen alene, men står dem bi, der må leve på livets skyggeside, indbyder dem, der er trætte og tyngede af byrder, giver nyt livsmod til de bedrøvede og de udstødte og ikke holder sig tilbage for at være med mennesket, når døden lader det være forladt af alle andre. Amen.

Vi er forskellige mennesker, der er samlede her i dag. Nogle har kun hørt om Damkatastrofen, nogle kan huske den meget tydeligt som en nyhed, der fik de voksne til at være stille, da de var børn, men nogle var selv på den ene eller an anden måde med i katastrofen og har måttet bære den med sig siden. Vi må selvfølgelig mindes på hver vores måde. Men det vil vi gøre ved simpelthen at sidde stille og lade tankerne gå til dem, der blev ramt, mens Astrid Thomsen spiller koralen.