Kinas ledelse frygter at udvise svaghed

Ifølge Kommunistpartiets historieskrivning har begge områder dog altid tilhørt Kina, men det er langt fra tilfældet. Måske derfor betegner mange kinesere i dag helt ubevidst kinesiske byer som Xian og Chengdu som "Vestkina". Ser man på et kort, ligger de snarere midt i det nuværende Stor- kina. Rejser man med toget til Xinjiang, følger man den gamle Silkevej og passerer undervejs resterne af den kinesiske mur og kører igennem et pas, der tidligere var Kinas yderste grænse. Derfra bevægede kineserne sig ud i et ukendt og farefuldt "barbarland", befolket af uighurerne, et tyrkisk-beslægtet og muslimsk folkeslag, der ligner sydeuropæere og taler et tyrkisk sprog.

Efter genbesættelsen i 1949 rykkede Kommunistpartiet hurtigt tusinder af soldater til Xinjiang for at sikre magten i området, der var en strategisk vigtig stødpude mod det daværende Sovjetunionen.

Det skete blandt andet ved at oprette store statslige farme, kaldet bingtuan, der stadig eksisterer og i dag er blandt Xinjiangs største pengemaskiner. Over 90 procent af arbejderne er han-kinesere, og kineserne er i det hele taget strømmet til provinsen som en helt bevidst politik siden 1949. Dengang udgjorde de kun seks procent af befolkningen, mens det i 2000 var vokset til 40 procent. Og tallet er højere i dag - alene sidste år flyttede 1,2 millioner kinesere til Xinjiang.

Siden 1949 er det udelukkende han-kinesere, der har siddet på den øverste magt, selvom Xinjiang på papiret har lokalt selvstyre. Det har provinsen lige så lidt som Tibet, og den nuværende partichef i Xinjiang, Wang Lequan, er kendt for at føre en benhård politik, herunder på det religiøse område. Hans hårde linje har givet inspiration til partiledelsen i Tibet, men indtil videre med lige så dårlige resultater.

På den baggrund kan man spørge, om den nuværende uro i Xinjiang og sidste års opstand i Tibet ikke giver stof til eftertanke hos partiledelsen i Beijing? Næppe, og i hvert fald ikke i retning af løsere tøjler.

Derimod har de kinesiske partiledere nøje studeret, hvad det var, der førte til Sovjetunionens sammenbrud og draget en klar konklusion: For det første, at man ikke skal forsøge sig med økonomiske og politiske reformer på én gang. For det andet, og nok så vigtigt, at det var daværende partichef Mikhail Gorbatjovs alt for blødsødne politik over for yderområderne, der bragte det sovjetiske imperium til fald. Den fejltagelse har de kinesiske ledere ikke i sinde at gentage.

For dem er en stærk centralmagt under Kommunistpartiets ledelse nødvendig for at holde Storkina samlet. Svaghed vil i deres øjne åbne for en Pandoras æske af opløsning og oprør - og nok så skræmmende - til partiets fald.

Der findes dog undtagelser fra den kinesiske konklusion, for eksempel Indonesien. I går kunne landet for anden gang gennemføre et demokratisk præsidentvalg efter diktatoren Suhartos fald i 1998. Dengang var der mange, der frygtede, at det ville føre til landets opløsning og krig i stil med Jugoslavien. Det skete ikke, og Indonesien, der er verdens største muslimske land, kunne endda for nogle år siden indgå en fredsaftale, der indebar selvstyre til oprørsprovinsen Aceh. Området havde i årtier kæmpet for løsrivelse med brutal undertrykkelse som svar.

Indonesien er et eksempel på, at der findes andre løsninger. Men det kræver en større politisk frihed, som Kinas ledere ikke er parate til at give.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk