Søren Krarup |
9. juli 2009
Bedsteforældre For Asyl søger at mørne og opløse den folkeligt ansvarlige udlændingepolitik ved hjælp af et ukristelig misbrug af den kristne forkyndelse
Det er en lettelse, at jeg nu slipper for at modtage bedsteforældrenes håndskrevne breve, der taler så ømt til min samvittighed. Nu nøjes de med at skrive i avisen. Nu allierer de sig med den evige Henning Tjørnehøj om at udspy gift og galde over mit syndige hoved på avisens papir. Det er ligesom nemmere at holde til.
En af disse ildsprudende bedsteforældre, Jørn Nerup, skriver i sit spruttende og hvæsende indlæg den 1. juli, at "folkestemningen omkring dansk asyl- og udlændingepolitik er ved at vende", og her er vi jo ved kernen i alt dette postyr. Det er en politisk aktion, der søger at mørne og opløse den folkeligt ansvarlige udlændingepolitik, som siden systemskiftet af 2001 er blevet ført her i landet. Det er dette, der er den egentlige mening med alle disse forlorne bedsteforældre, som fører sig frem under fromhedens maske og taler så ømt og formanende til vores samvittighed. De vil have porten til Danmark åbnet på vid gab. De vil ikke vide af danske lovgiveres ansvar for Danmark.
(Må jeg i en parentes fortælle, at en kompetent kilde genkender mange af bedsteforældrenes navne fra den kolde krig, hvor de med samme fromhed søgte at nedbryde den danske forsvarsvilje og lægge landet åbent for Sovjet og Stasi.)
For hele meningen med den udlændingepolitik, som regeringen med Dansk Folkepartis støtte har ført siden 2001, er naturligvis at fastholde Danmark som danskernes land, i hvilket den danske lovgivning, skabt af det danske Folketing, skal herske. Således søger vi at råde bod på de ulykker, som den katastrofale udlændingelov af 1983 har påført os. Og derfor fastholder vi, at de asylsøgere, der ikke lever op til lovens krav, og som domstolen på området, Flygtningenævnet, efter en omhyggelig behandling af asylsøgernes forhold har dømt til udvisning, skal rejse hjem.