Mens Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i en tale til den iranske befolkning har erklæret, at Iran går nye tider i møde i kølvandet på det seneste præsidentvalg, breder modstanden mod selvsamme Ahmadinejad sig til meget indflydelsesrige dele af det iranske præsteskab.
Samtidig taler USA's udenrigsminister Hillary Clinton om nødvendigheden af at stramme sanktionerne mod Iran, og Ahmadinejads erklæring om "nye tider" får en ironisk klang, da den nuværende opposition til den iranske ledelse både er den stærkeste og tydeligste siden revolutionen i 1979.
- Valget er en ny start for Iran. Vi går nye tider i møde, sagde præsident Ahmadinejad tirsdag aften.
Men en gruppe af indflydelsesrige præster, der kalder sig Kargozaran og har sympati for den tidligere præsident Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, svarer igen med opbakning til opposi- tionen og hidtil uset kritik af den iranske ledelse.
- Grundet valgets uheldige udfald og støtten fra et flertal af Vogternes Råd til en bestemt kandidat, kan valgresultatet ikke accepteres, står der i en pressemeddelelse fra Kargozaran.
Det er første gang nogensinde, at en så vigtig gruppe af præster går offentligt imod et valgresultat, som allerede er blevet anerkendt af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Oppositionslederen Mir Hossein Mousavi, der i løbet af den seneste uge ikke har vist sig offentligt, retter også et nyt angreb mod den iranske ledelse. Denne gang i fællesskab med tidligere præsident Mohammed Khatami og præsidentkandidaten Mehdi Karroubi.
De tre langer ud mod den kaotiske stemning i de større iranske byer.
- Den nytteløse bølge af anholdelser bør stoppes øjeblikkeligt, og alle dem, der er blevet anholdt uden at begå den mindste forbrydelse, bør sættes på fri fod øjeblikkeligt, står der i en pressemeddelelse.
De tre oppositionsledere udtrykker chok over de militante militsers brug af magt over for demonstranterne.
Sideløbende med den iranske oppositions nye angreb mod præsident Ahmadinejad og den øverste leder, Khamenei, opfordrer USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, resten af verden til at hjælpe USA med at stramme sanktionerne mod Iran.
- Vi vil bede verden om at støtte os i at stramme sanktionerne mod Iran i et forsøg på at ændre styrets opførsel, siger Hillary Clinton i et interview til det privatejede netværk Globovision.
USA's udenrigsminister beskylder også Irans ledelse for ikke at respektere sit eget demokrati.
Men de hårde toner fra Clinton blev mildnet i løbet af i går, da præsident Barack Obama gentog sin vilje til at føre dialog med den iranske ledelse om landets atomprojekt.
allan@kristeligt-dagblad.dk