De rige landes store ansvar

I forbindelse med store internationale topmøder oplever man ofte, at forventningerne til et godt resultat på forhånd dæmpes betydeligt. Når det alligevel indløber, bliver effekten så meget desto større, og alle bliver ekstra glade.

Vi vil på den krogede og stenede vej frem mod klimatopmødet i København i december opleve ganske mange af den slags taktiske fiflerier, og derfor skal man være varsom med at udråbe processen som enten en succes eller en fiasko, før den er helt tilendebragt.

Men det er glædeligt, at G8-topmødet mellem verdens førende økonomiske lande i går kunne gå i gang i Italien med en enighed om, at de rige lande skal have som mål at reducere udslippet af deres drivhusgasser med 80 procent inden 2050.

Dermed er udsigterne til et klimagennembrud i G8-kredsen forbedret, og det er godt nyt for mulighederne for at nå en aftale i København. Finansieringen af bekæmpelsen af klimaforandringerne er dog udskudt til efteråret, og det kan i sig selv give store vanskeligheder.

Der ser ud til at være mindst to hovedproblemer. Den økonomiske krise lægger åbenbart en kraftig dæmper på mange landes lyst til økonomisk at forpligte sig til forbedringer til gavn for klimaet. Det koster jo penge, så det er ved første øjekast helt forståeligt.

Men sammenhængen holder alligevel ikke. Tværtimod kan investeringer i klimaforbedringer være økonomisk fornuftige, fordi de skaber nye muligheder og nye markeder. Dette har europæiske erfaringer vist.