Et kulturelt fyrtårn i yderste klitrække

På væggene i fyrmesterboligerne, der nu er gjort større og lysere, hænger værker af nulevende, fortrinsvis lokale kunstnere fra Vestjylland. Her er ingen censur, enhver kan melde sig, og som regel udstiller seks til otte kunstnere ad gangen. Publikum er mennesker i alle aldre, der typisk er ude at vandre en tur langs Vesterhavet og stopper op ved det pittoreske fyrtårn, eller som kommer kørende fra de omkringliggende byer og sommerhusområder i det nordvestlige hjørne af Danmark. Allerede uden for tårnet møder de kunsten. Erik Heides skulptur "Hyrden", der er ejet af Ny Carlsbergfondet, er opstillet foran Bovbjerg Fyr. Indenfor kan der være landskabsakvareller, moderne, abstrakte oliemalerier, foto eller keramik – alt efter hvem der udstiller den pågældende måned.

Musikalsk bliver der eksperimenteret med korsang i bunden af tårnet og tilhørerne på trappetrinene, og der bliver arrangeret foredrag med emner som "mit livs fyrtårn".

Ingeborg Svennevig og en deltidsansat i caféen er stedets eneste ansatte, men udgør alligevel en forsvindende lille del af den flok, der står bag aktiviteterne på Bovbjerg Fyr. Flere end 100 frivillige er tilknyttet, og deres arbejdskraft er helt uundværlig. De har bogstavelig talt med egne næver revet vægge ned, malet, lavet regnskaber, smurt sandwiches, og hvad der ellers har skullet gøres. Og de gør det fortsat her mere end tre år efter, at Støtteforeningen og fonden for Bovbjerg Fyr fik overdraget stedet af Lemvig Kommune, der havde købt det af F arvandsvæsenet. Fællesskabet og den meget store frivillige indsats, der vurderes til at svare til fem årsværk, er en livsnødvendighed for kulturprojektet Bovbjerg Fyr, men det er også en kvalitet, som de involverede nødigt ville være foruden.

- Frivilligheden betyder, at her mødes mennesker, som måske ikke umiddelbart har noget til fælles og uden Bovbjerg måske aldrig ellers ville være mødtes. Herved opstår en tværstænkning, som er meget nyttig. Alle bidrager med hver deres kompetencer til fordel for det fælles projekt. Det er virkelig kernen i de her landdistrikts-kulturprojekter, at de kun kan drives via lokalbefolkningens begejstring. Der er simpelthen ikke kunder nok til at finansiere en hel masse ansatte. Det gælder så om at udfolde de mennesker, så de virkelig får lov at være det, de er, og kunne det, de kan, siger Ingeborg Svennevig.

- Vi er en meget stor flok, der føler et fælles ejerskab til stedet, og det er unikt, siger Ellen Damgaard, der er formand for støtteforeningen. Hun er tidligere leder af Lemvig Museum, men bruger nu en stor del af sin pensionisttilværelse på Bovbjerg Fyr.

Det samme gør Bjørn Albinus, der indtil januar i år var administrerende direktør for virksomheden Cheminova i Harboøre, der ligger lige nord for Bovbjerg. Han er formand for den fond, der blandt andet styrer økonomien bag projektet. Bovbjerg Fyr har fået støtte fra EU's landdistriktspulje, men modtager ikke nogen form for økonomisk støtte til driften. Det kniber dog med, at entréindtægterne, salget fra caféen og diverse sponsorater kan dække udgifterne, og for nylig har fonden for første gang sendt en ansøgning om støtte af sted til Lemvig Kommune.

Hvis Ingeborg Svennevig er Bovbjerg Fyrs moster, så er Ane Margrethe Bjerre stedets mor. Det er takket være hende, at kulturprojekt Bovbjerg Fyr overhovedet er blevet til noget. Da Farvandsvæsenet for nogle år siden begyndte at sælge ud af de danske fyrtårne, øjnede hun muligheden for, at stedet kunne blive et kulturelt samlingspunkt og et fælles projekt for lokalbefolkningen.

- Jeg er født og opvokset her, og jeg har set, hvordan mennesker har gået i det her landskab og glædet sig over at komme her. Jeg synes, det ville være synd og skam, hvis fyret blev solgt til private, og man skulle møde et "adgang forbudt"-skilt. Jeg vidste, det var et kapløb med tiden, men det lykkedes altså at få oprettet støtteforeningen og få Lemvig Kommune til at købe fyrtårnet og senere overdrage det til fonden, fortæller Ane Margrethe Bjerre, der bor i den nærliggende by Ferring, men lige så ofte er at finde i Bovbjerg Fyr i gang med pudseklud eller malerrulle.

Hun er langt ude beslægtet med kunstmaleren Niels Bjerre, der i 1901 byggede et badehotel i Bovbjerg, som blev ramme om et rigt kunstnerliv og om sommeren blandt andet blev besøgt af digtere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg. Trods voldsom modstand fra lokalbefolkningen, heriblandt Ane Margrethe Bjerre, blev hotellet solgt i 1980'erne og der blev i stedet opført et moderne feriecenter.

- Det måtte bare ikke ske én gang til, og jeg er så glad for, at Bovbjerg Fyr ikke led samme skæbne. Min idé har hele tiden været, at det skulle være allemandseje, men jeg vidste også, at så var vi nødt til at have alle mand med på den, siger hun om baggrunden for, at flere end hundrede mennesker lægger deres frivillige arbejde i det kulturelle fyrtårn.

Ambitionerne for Bovbjerg Fyr er store: Ingeborg Svennevig ser gerne, at stedet inden for de kommende otte år er blevet et nationalt symbol på linje med Den Lille Havfrue.

- For det første er fyret et symbol på Danmark som søfartsnation, og så ligger vi her, hvor isen stoppede, og Danmark blev dannet. Der er så mange historier omkring Bovbjerg Fyr, som kan fortælles. Jeg ved da godt, at det ikke er helt almindelig tænkning. Man har ikke nationale symboler, der ligger i Vestjylland. Ting, der ligger i Vestjylland, er vestjyske symboler, og nationale symboler ligger i København - eller i Århus, hvis det går højt, men sådan behøver det jo ikke at blive ved med at være, fastslår Ingeborg Svennevig.

washuus@kristeligt-dagblad.dk