Den foranderlige spids mellem de to have

Grenen er ikke til at regne med. Og det er for Hans Nielsen netop noget af det fascinerende.

- Man kan aldrig være helt sikker på, hvad der møder én, når man kommer derud. Det forandrer sig hele tiden: spillet mellem de to have, vegetationen, det vældige himmelrum og Grenens spids, der står og vipper frem og tilbage. Det er umuligt præcist at forudse dens udstrækning, eller hvor den peger hen. Det afhænger af strømforholdene og vindretningen. Fascinerende er også områdets geologi og morfologi. Tilblivelsesprocessen for hele Skagens Odde er enestående. Også på verdensplan. Det er et studium for livet at sætte sig ind i, hvad det er for nogle kræfter, der er på spil med landhævning og materialevandring, med strøm og vind, alt det, der betinger, at området ser ud, som det gør. Man siger, at heroppe har vi otte måneders blæsevejr om året og fire måneder med storm. Det spiller en stor rolle for terrænet.

Grenen nord og øst for Skagen by er den sidst dannede del af Skagens Odde, der med sine 30 kilometer er en af verdens største odder. Hele området nord for bakkerne mellem Frederikshavn og Hirtshals, næsten 300 kvadratkilometer, er gennem de seneste 5000-6000 år så at sige steget op fra havet.

Samtidig med at landet hævede sig, dannede strandvold sig bag strandvold, og et landskab opstod med moser, heder og klitter. Grenen hævede sig som i et lettet udslag af befrielse sammen med det øvrige Nordjylland, efter at jordskorpen under istiderne havde været presset ned af kilometertykke massiver af is. Siden har landet ved Skagen hævet sig yderligere 15 meter.

Og sådan fortsætter det. Grenen, der er vokset med omkring en kilometer i længden i løbet af de seneste 100 år, består af sand og grus. Årligt fører strøm og bølger materiale op langs Vestkysten mod Grenen i en mængde, der svarer til, hvad der kunne rummes på en uafbrudt række af lastbiler fra Skagen til Berlin. Hvilket vil sige: 80.000 læs.

Grenen peger snart mod nordøst, snart mod øst eller sydøst. Men aldrig direkte mod nord. Det kan virke overraskende, især når man har vænnet sig til at tro, at Grenens spids er Danmarks nordligste punkt. Men det er den ikke. Man skal til Nordstrand for at finde det. Et forhold, der åbenbart forbigår turisternes opmærksomhed. I hver fald ses de ikke i kø på Nordstrand. Her er det ifølge Hans Nielsen mest skagboerne selv, der kommer. Ofte for at bade.

Trafikken til søs er tæt ved Grenen. Skib efter skib glider forbi ude i horisonten. Et fredsommeligt syn på en stille sommerdag. Måske tænker en og anden alligevel på kontrasten: den dramatik, der er knyttet til skibsfartens historie på stedet, præget som den er af talrige forlis.

Det første fyr kom til i 1561, på befaling af Frederik den Anden og efter internationalt pres. En tranfyret lampe skulle være de søfarendes ledestjerne. Effektiviteten var til at overse. Ligesom lampen.

- På grund af det undersøiske Skagens Rev, fortæller Hans Nielsen, var Grenen et lumsk sted at skulle passere. Redningsvæsenet blev først organiseret i midten af 1800-tallet. Tidligere, det vil sige før 1100, kunne skibene passere gennem Limfjorden, men da indsejlingen dér sandede til, måtte de nordom. Og det var i tusindvis af skibe, der ikke nåede rundt om Grenen. Skibene, der gik på grund, er typisk kommet fra vest. Gang på gang i søforhørerne kan man læse, at søfolkene for eksempel forvekslede fyret i Hirtshals med fyret i Skagen og derfor lagde kursen for tidligt om og sejlede lige ind i revlerne ud for Nordstrand. I øvrigt har det i gamle dage været problematisk at holde gang i fyret. Bare det at finde brændsel! Kaptajnerne jamrer tit over, at fyret ikke var tændt, eller at det brændte så svagt, at det ikke var til at navigere efter.

For befolkningen udgjorde strandingerne en indtægtskilde. Så måske de ikke altid er kommet ubelejligt. Hans Nielsen videregiver det - ganske udokumenterede - rygte, at personer, der prioriterede penge højere end sømændenes liv, undertiden lod køerne gå med en lygte under bugen i den hensigt at lokke skibene i havsnød. Køer som falske fyrtårne! Er det ikke sandt, er det da det i det mindste en god historie.

Den stranding, der har fået status som den mest berømte, indtraf anden juledag 1862: den svenske brig "Daphne" stødte på grund ved Nordstrand. Fiskere, der i stormen var på vej hjem fra julefest, opdagede det nødstedte skib. Og 12 redningsmænd ville ro det til undsætning. Men forløbet blev katastrofalt. En kæmpemæssig bølge væltede redningsbåden. Og kun to af de ti ombordværende slap levende i land. Derimod blev alle på briggen reddet.

Et navn knytter sig særligt til denne stranding: Lars Kruse. Efter redningsbådens forlis roede han i den bragende brænding ud til "Daphne", hvor han frelste 10 søfolk fra døden. For sin dåd blev han tildelt dannebrogsmændenes hædersbevis. Byfogeden i Skagen returnerede imidlertid ordenen. Han skønnede, at Lars Kruse var uværdig til denne værdighed, fordi han som dreng var blevet straffet for at stjæle tømmer. Digteren Holger Drachmann, hvis grav findes på Grenen, gik ind i sagen og skrev om Lars Kruse i et forsvarsskrift fra 1879, "Lars Kruse", der vakte stor debat og resulterede i, at redningsmanden fik den hæder tilbage, der rettelig tilkom ham.

Et andet spektakulært forlis fandt sted i november 1697. Og igen var det et svensk skib, der kom i nød, orlogsskibet "Spes" (håbet). Alle 250 ombordværende blev reddet og skulle indkvarteres. En betydelig udfordring for den lille by, som Skagen dengang var.

"Spes" medbragte blandt andet et stort lager af cognac og vin. Og i forbindelse med bjærgningen af lasten opstod nærmest borgerkrigslignende tilstande blandt skagboerne. For hvem skulle have hvor meget? Tumulten stod på i tre måneder. Og til sidst måtte soldater fra et nærliggende citadel sættes ind for at genoprette ro og orden.

Rester af skibets last fandtes stadig, da der i 1990'erne blev dykket på vraget, derimellem cirka 30 tinfade samt vinflasker. Mange af de bjærgede genstande findes nu på Bangsbo Museum i Frederikshavn.

Som det turde være fremgået, er vi et sted, hvor fortiden taler. Man må lytte. For eksempel også til historien om et usædvanligt kurhotel, det meget mondæne Grenens Badehotel, der kom til i 1898 med sin umådeholdne fornemhed i en nærmest absurd modsætning til omgivelserne, det lille fiskerleje, for hvis beboere hotellets verden må have forekommet lige så uopnåelig som himlens stjerner.

At man senere tilbød hangar til privatfly, siger noget om klientellet, der talte både konger, statsoverhoveder og fyrster. Dele af hotellet brændte efter et lynnedslag i 1938. Under besættelsen, da det blev overtaget af tyskerne, brændte resten. Bortset fra et fundament, der er skjult i sandet, er intet tilbage af hotellet, der lå omtrent, hvor nu Grenen Kunstmuseum ligger.

Ja, fortiden taler. Men det gør nutiden naturligvis også. Og til dels med fuglestemmer.

Skagens Odde og Grenen anses for Nordeuropas bedste forårstræksted for rovfugle. På dage, som ornitologer kalder gode, kan man ud over hundreder af våger se havørn, kongeørn og fiskeørn. Ligeledes falke, høge og kærhøge - samt sommetider sjældenheder som steppeørn, kejserørn, lille skrigeørn og lammegrib. De, der kommer til Skagens Odde og Grenen for at glæde sig ved synet af mange fugle, ved, at rovfugletrækket er optimalt på stedet, når de nordlige, østlige og sydøstlige vindretninger er herskende.

Sådan er området altså også: stille som en fugl i svæveflugt gennem rummet over menneskemylderet på Grenen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk