Det erklærede sekulære Frankrig har en præsident, Nicolas Sarkozy, som kalder landet for "kirkens ældste datter", og som hylder islam. Den britiske premierminister, Gordon Brown, henviser til sin presbyterianske moral. Og selv tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har henvist til N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard som inspirationskilder til tanker om henholdsvis fællesskaber og individualitet.

Der er langt flere eksempler i den kommentar i dagens avis, som er skrevet af politolog Jan-Werner Müller fra det anerkendte amerikanske universitet Princeton. Han skriver også, at der er en hel del valgtaktik i politikernes strategi, især under finanskrisen, men at det ikke er den eneste årsag.

Ph.d. Povl Götke, Teologisk Pædagogisk Center, er enig.

- Sekulariseringen har forlængst udspillet sin rolle. Nu rykker religion og politik igen tættere på hinanden på den måde, som de - minus sekulariseringens mellemspil - altid har gjort. Mennesket har åbenbart et behov for at understøtte de ting, mennesket gør med religion, uanset om det er individuelt eller samfundsmæssigt. Og når vi som nu oplever krig og kriser, så bliver religion samfundsdannende, siger han.

Han understreger, at selvfølgelig er politikernes brug af religion også udtryk for valgflæsk.

Det er dr.theol. Viggo Mortensen fra Aarhus Universitet enig i. Han peger på, at i Frankrig og England kan det muslimske mindretal afgøre, hvem der får regeringsmagten.

- Men det er stadig sekulariseringen, der er den store motor under de europæiske samfund. Jeg kan for eksempel ikke se politikernes tro afspejlet i lovgivningen. Det religiøse udtryk er stil, følelse og en identitetsmarkør. Det religiøse findes hverken i lovgivning, erhvervsliv eller andre store samfundsområder. Her hersker sekulariseringen, som netop er kendetegnet ved, at religion er privat - og det er den, såvidt jeg kan se, stadig, fordi religiøsiteten ikke afspejles i andet end ord, siger han.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk