Vi søger måder at udtrykke troen på

Der skete så meget i løbet af det 20. århundrede. Kristendommen blev udsat for en tiltrængt kritik. Fromheden gjorde også op med mange af sine egne udtryk. Kristeligt flæb blev stillet til skue, og tankens klarhed fik lov til at dominere. Vi mente, at religion var på vej ud af det offentlige rum - ud af alle rum. Mennesker var overbeviste, om at religion ville være et tilbagelagt stadium i menneskers liv.

Lidt ind i det 21. århundrede er vi blevet klogere. Religion er bestemt ikke på vej ud af det offentlige rum. Vi opdager og oplever søgen, spiritualitet, fromhed, fordybelse hos os selv og hinanden. Vi søger med vores sprog efter at udtrykke det evigt sande. Vi sætter lys, vi lytter til musik, vi beder for at sprænge det rum, vi er i. Vi vil opfyldes af andet end vores egen tid, og vi vil mærke andet end fortærskede ord og vendinger. Vores liv skal ikke kun være løgn og reklame.

Spiritualitet er troens poesi. Her søger man ud i horisonterne for at sige noget om det oprindelige, om det evigtgyldige. "Hvad skal jeg gøre," havde en ung mand engang spurgt, og Jesus svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele din styrke, og din næste som dig selv."

Troen bringer mennesker ud af sig selv og i relation til Gud, og mennesket opdager at det bærer på en gudsbilledlighed i sig.

Troen er ikke noget, der får mennesker til at kroge ind i sig selv eller fare i ring. Den kristne ved godt, at når Gud relaterer til et menneske, så nedbrydes menneskets privatsfære, og vi bliver forbundet med hinanden. Man kan hverken håbe, elske, tilgive, være retfærdig, være modig eller være vis for sig selv.

Men man kan i et offentligt rum og i relation til andre.

Derfor skal det også råbes fra tagene! Vi er personligt blevet befriet fra det rum, som lukkes af griskhed, smålighed, ligegyldighed og dumhed. Vi er befriet til et langt større rum, hvor medfølelse, tålmodighed, solidaritet, barmhjertighed bevæger os mod hinanden og gør os lydhøre for de andre. Så lydhøre, at selv modstanderen, fjenden viser vi agtelse.

Det er den tro, vi har fået overleveret, og som har været centrum i vores kultur i de seneste tusind år. Kirken skal råbe det fra tagene og pege mod Jesus, som lærte os om den medfølelse, som bringer os i relation til de andre og befrier os fra det private, det indelukkede. Den Ånd, som vi kalder hellig, driver os mod hinanden og gør os så i øvrigt menneskelige - den gør os personlige, men det er noget helt andet end privat!

Peter Skov-Jakobsen er sognepræst og bispekandidat i Københavns Stift