Henning Jensen så gerne, at yngre kunstnere fik større bevågenhed, for det er hos dem, kulturens nye udtryk formes. -
- Leif Tuxen.
Freja Bech-Jessen |
13. juli 2009
Henning Jensen, der er aktuel i "Den Stundesløse" i Grønnegårds Teatret i København, har en umættelig appetit på alt, hvad kulturen kan tilbyde fra den kanoniserede udviklingsroman til moderne ballet
Hvad er din største kulturoplevelse?
- Min største nogensinde? Henrik Pontoppidans roman "Lykke-Per". Jeg læste den som helt ung - 20 år - og identificerede mig så forfærdelig meget med ham. Bogen - ikke mindst slutningen - kan fortolkes på mange måder. Den ambitiøse Lykke-Per søger frigørelse og forandring, men ender i en stille tilværelse. Da jeg var ung, græd jeg over hans skæbne, jeg syntes, det var den totale opløsning. Men jeg har læst bogen gentagne gange i løbet af mit liv, og i dag læser jeg slutningen anderledes. Nu har han fundet et sted med indre ro og harmoni. Det vækker genklang i mit eget liv. Jeg synes bestemt, jeg har nået mange af mine mål, men jeg har også nærmet mig en indre ro med tiden.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?- Jeg læser forfærdelig meget, så jeg må prøve at kalde et billede af min bogreol frem for mit indre blik. Den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud har med sin bog "Andre rejser" skabt et meget interessant værk. Det er ikke skønlitteratur, men den byder på nogle meget vedkommende beskrivelser af rejsen i det indre.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?- Teatret primært. I de lykkeligste øjeblikke kan teatret samle mennesker som ingen anden kunstform. Teatret formår at gribe nogle fælles strømninger og krystallisere dem ud i salen, så man ser dem klarere og tydeligere. Når man sidder i teatret, føler man sig mindre ensom, fordi man kan se, hvor meget man deler med fælleskabet - også ting, man ellers troede, man var alene om. Teatret kan, ud over at være en meget smuk oplevelse, også være en meget kollektiv oplevelse. Jeg synes bestemt heller ikke, man skal gå glip af "Den Stundesløse" i Grønnegårds Teatret. Det er et uhyggelig nutidigt stykke, selvom det har 300 år på bagen. Stykket behandler stress og forjagethed på en for vores tid meget vedkommende måde. Næste sæsons repertoire på Det Kongelige Teater er også helt enestående. Der kan man hente nogle helt fantastiske oplevelser.
Hvad betyder kultur for dig?- Den betyder alt. Alt. Jeg takker min Gud for, at jeg er endt i et hjørne af kulturen. Jeg aner simpelthen ikke, hvad der var blevet af mig, hvis det ikke var gået sådan. Jeg er typen, der læser kultursektionen, før jeg læser nyhederne i morgenavisen.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?- Al ny kultur, der drives frem af yngre kunstnere, fortjener stor opmærksomhed - uanset om der er tale om musik, teater eller dans. Den nye samtidskunst fortjener bevågenhed, alene fordi den viser os noget om, hvor kulturen og kunsten er på vej hen. Mit barnebarn, Villy Otis, foretrækker - ligesom mange andre små børn - at se de samme film og spille de samme spil om og om igen. Det træk, tror jeg, gør sig også gældende for voksne. Det er rart og trygt at se og opleve noget, man kender godt og ved, man kan lide. Der er jo også noget helt barnligt og trygt, når jeg bliver ved med at genlæse "Lykke-Per". Og det er smukt nok, men vi risikerer samtidig at gå glip af noget. Det er blandt de unge, at de nye udtryk formes. Og det er fantastisk at se, når uforfærdede unge sjæle kaster sig over noget, de brænder for.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?- Jeg må indrømme, at opera ikke giver mig noget. Det er ikke, fordi jeg ikke holder af de klassiske kunstarter. Jeg er vild med balletten - både den klassiske og den nye, men operaen siger mig desvære meget lidt. Den er for grov til min smag. Jeg oplever den som meget manieret og opulent.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad