Ingen ved præcis, hvor mange kristne der er tilbage i Irak i øjeblikket. Officielle tal taler om, at mindst 350.000 kristne har forladt landet siden USA's invasion i 2003. Og når antallet af kristne før krigen var omkring 800.000 er det svært ikke at få øje på den meget dramatiske krise, det kristne samfund i Irak befinder sig i.
Selvom Iraks kristne statistisk set ikke er ramt så hårdt af volden i Irak som landets sunni- og shiamuslimer, er det kristne samfund langt mere skrøbeligt og derfor et lettere offer. Det er tilsyneladende præcis den tanke, der har været motivation bag de seneste tre dages ubeskriveligt kujonagtige angreb mod hele seks kirker i Bagdad og mordet på en kristen mand i Kirkuk.
Efter en forholdsvis rolig periode og fornyede håb hos nogle kristne om at vende tilbage til Irak er alt nu knust igen på blot tre dage. Ingen kan bebrejde dem i at overgive sig til frygten, når militante islamister giver dem ultimatum om at rejse eller dø og oven i købet omsætter ord til gudløse handlinger.
Ironien er, at de kristne, i modsætning til væbnede sunni- og shiamuslimer, så godt som ikke tager aktivt del i den voldelige cyklus, Irak har befundet sig i siden 2003. De kristne er ubegrundet blevet ofre for dødsensfarlige beskyldninger om at stå i ledtog med de vestlige lande.
Iraks kristne har svært ved at modarbejde denne beskyldning, fordi deres stemme er svag. Her er tale om nogle af oldkirkens første samfund, som ikke længere ser ud til at kunne stå distancen alene.