Den ateistiske professor Richard Dawkins raser mod ny irsk lov, der indfører en bøde for blasfemi på næsten 200.000 kroner
En ny blasfemi-lov sender Irland tilbage til middelalderen.
Sådan lyder den skarpe kritik fra den markante, ateistiske professor Richard Dawkins, som raser mod en ny blasfemi-lov. Normalt kendes sådanne love fra islamiske lande, men den nye lov indfører en bøde for blasfemi på 186.000 kroner i det overvejende katolske land.
- Loven er et elendigt, tilbagestående og uciviliseret tilbageskridt til middelalderen, sagde Richard Dawkins ved et møde med irske ateister i weekend, skriver
The Irish Times.
- Et af verdens smukkeste og mest elskede lande, Irland, er for nylig også blevet et af de mest respekterede: Dynamisk, gå-på-mod, moderne, civiliseret. Denne absurde blasfemi-lov sætter al den respekt i fare, lyder det fra Richard Dawkins.
Dårlig lovgivning
Den irske regering har
tidligere forsvaret den nye blasfemi-lov med, at der ifølge forfatningen kræver en eller anden straf at fornærme en trosretning eller religion. Ifølge en lov fra 1961 kan blasfemi koste op til syv år i fængsel, så tilhængere af loven mener, at det er en forbedring.
Den nye lovs modstandere advarer kraftigt mod, at selv den mindste udtalelse nu kan udløse en kæmpebøde. Eksempelvis har den katolske præst i Limerick, Willie Russel, advaret sine sognebørn mod at tilbede en træstump, der bliver besøgt af pilgrimme, fordi den angiveligt er et billede af Jomfru Maria. Russel risikerer at blive dømt for blasfemi, lyder det fra senator Ivana Bacik.
- Der er mange grunde til, at jeg synes, det er højst problematisk. Og om ikke andet er det dårlig lovgivning, siger hun.
Ivana Bacik mener, at loven vil føre til en masse spild af tid, da den inviterer til klager over religiøse fornærmelser i alle størrelsesordener.
Politikerne skal evaluere loven inden for fem år.