En rejseven i nøden

I sommeren 1981 skulle jeg have været på ferie med min mor på den græske ø Kos.

Det var kort tid efter min daværende mand, Preben Kaas, var død, og jeg trængte derfor bare til at komme væk fra det hele og slappe lidt af.

Men samme morgen, som vi skulle af sted, kom min mor og jeg op at skændes. Det endte med, at min mor forlod min lejlighed klokken 05.45 om morgenen i vrede, to timer før flyet skulle afgå fra Kastrup.

Og hvad gør man så? I desperation begyndte jeg at ringe rundt til venner og bekendte for at høre, om de ville med. Men det var ikke helt så nemt. Enten mente de, at jeg var blevet skør, eller også måtte de melde afbud, fordi mit tilbud kom med så kort varsel. Men til sidst fik jeg fat i Margrethe Koytu, og hun ville gerne med. Og klokken 06.30 holdt hun med en taxa neden for min lejlighed.

Det var gået så stærkt, at hun for det første kun havde beskidt tøj med i kufferten og for det andet spurgte mig i flyveren: "Hvor er det egentlig, vi rejser hen?"

Jeg havde dog taget vaskepulver med, og det blev en fantastisk uge, hvor vi bare slappede af og hyggede os sammen. Det var så dejligt, at hun på sjettedagen sagde: "Åh, hvor er det dog ærgerligt, at vi skal hjem i morgen", hvortil jeg måtte svare: "Jamen Margrethe, vi skal være her en uge til!".

revsbech@kristeligt-dagblad.dk