I KRISTELIGT DAGBLAD den 25. juni er overskriften på en debatartikel "Fasthold frihed til at krænke". Jeg tænkte først, at det måtte være en ironisk overskrift. Men det var det ikke. Det var alvor. Forfatteren af indlægget, Katrine Winkel Holm, teolog og næstformand i Trykkefrihedsselskabet, skoser foreningen PEN for at bekæmpe "hadetale" og for at være vogter af harmoni mellem folkeslag.

Nu kender jeg ikke Katrine Winkel Holm, men af det ledsagende portrætfoto ser hun ikke ud til at være en dag ældre end 40 år. Altså født lang tid efter Anden Verdenskrig, og det kan være en forklaring eller en undskyldning for hende.

Mere generelt spørger jeg mig selv, hvorfra dog den holdning og disse ord stammer: Frihed til at krænke? Det kan ikke være fra børnehaven, ej heller fra skolen - i dag hedder det mobning, og det bekæmpes seriøst i skolesammenhæng. Der har været mobning i skolen gennem mange år, men det har dog aldrig været noget, man tilstræbte eller opfordrede til. Det kan heller ikke være fra universitetet, der ville det være under lavmål."

Hvis man ser efter i ordbogen, så betyder krænke at "ydmyge", "såre", "gå for nær" - ordet har sin oprindelse i tysk, hvor den egentlige betydning er at "beskadige". Krænke er et ladet ord, og alle normale mennesker er vel enige om at det for eksempel at krænke børn, krænke kvinder, krænke nogen seksuelt er forkert, endog strafbart.

Hvorfra kommer dog den fremførte tanke om friheden til at krænke? Da det bestemt ikke er noget, som et civiliseret, demokratisk samfund ønsker eller oplærer sine medborgere til, må det jo komme et andet sted fra - er det genetisk, indpodet førbevidst i barndommen, banket tidligt ind i et uskyldigt barnesind? Jeg undrer mig over, hvor den slags perverse tanker egentlig kommer fra?

Frederik Hjerrild, cand.theol. et art., Dalles Have 24, Hillerød