Forelsket i den ortodokse tro

- Når jeg tænker tilbage, er der mange tidspunkter i mine unge dage, hvor jeg ville være tilbøjelig til at kalde mig ateist. Jeg mente, at troen var en krykke for svage mennesker, og det havde sådan nogle kloge mennesker som mig ikke brug for, siger Poul Sebbelov.

I barndommen betød kirke og tro heller ingenting for ham. Både hans forældre og han selv var medlemmer af folkekirken, men de gik højst i kirke til jul og konfirmation. Da Poul Sebbelovs egen konfirmation nærmede sig, begyndte han at tænke lidt dybere over, hvad han eventuelt skulle sige ja til ved en sådan kirkelig handling.

- Hvis jeg skulle gennemføre ritualet til en konfirmation, ville jeg ikke spille skuespil. Det skulle være alvorligt ment. Da jeg så besluttede mig for ikke at blive konfirmeret, var det første gang i mit liv, at jeg forholdt mig til troen, siger han.

Men tankerne om, hvad han troede på, bed sig fast i hovedet på Poul Sebbelov. Gennem hele sin teenagetid havde han en indre diskussion med sig selv om religionen og Gud.

I 1970'erne begyndte tanken om et åndeligt liv at trænge sig ind på ham, og han begyndte at interessere sig for buddhismen og hinduismen.

- Jeg forsøgte mig med lidt hjemmebrygget meditation og begyndte at læse om religionerne. Jeg ville ikke hengive mig til noget større, men begyndte samtidig at finde ud af, at der var mere ved livet end det materielle, siger han.

I sit forsøg på at finde svar i buddhismen og hinduismen begyndte han at mærke Guds nærvær.

- Det er svært at forklare. Det er ikke sådan, at jeg hørte stemmer eller "så Gud", men på en eller anden måde kunne jeg mærke, at Gud var nær mig, siger han.

Nu begyndte en lang søgen efter en religion for Poul Sebbelov. Han forsøgte sig både hos folkekirken og katolicismen, men ingen af dem passede til hans livssyn.

- Protestantismens troslære var slet ikke modsvarende til, hvor jeg var i mit liv, og katolicismens opfattelse af en kirkelig autoritet, i form af paven, kunne jeg slet ikke forlige mig med, siger han og fortæller, at han fortsatte med at søge efter en religion i det kirkelige miljø. Og så en dag skete der noget.

- Det var en mærkelig oplevelse, da jeg fandt ud af, at det var i den ortodokse kirke, jeg hørte hjemme. Da jeg besøgte den russisk-ortodokse kirke, var alt anderledes. Jeg kunne ikke forstå sproget, og alt var fremmed for mig. Men med ét vidste jeg, at det var her, jeg hørte hjemme, siger han og tilføjer, at selvom han blev betaget, måtte han også undersøge sine egne motiver og sikre sig, at det ikke bare var en betagelse af "det fremmede". Efter års læsning om religionen og gudstjenester i den ortodokse kirke, kom han frem til, at livet med Gud først rigtig folder sig ud i den ortodokse tro, og at den ortodokse kirke er den sande kirke.

- Når man kommer frem til det, er der jo ikke andet at gøre end at hengive sig fuldstændig til troen, siger han.

Poul Sebbelov brugte et års tid på at forberede sin konversion, og den 11. maj 1991 blev han døbt i den ortodokse kirke, Skt. Aleksander Nevskij, i København.

- Jeg blev døbt i den ortodokse kirke, selvom jeg er døbt i den protestantiske. Normalt skulle jeg have været døbt på samme måde, som man døber børn, ved at hele kroppen kommer under vand, men det er lidt svært, når der er tale om en fuldvoksen mand. Derfor stod jeg i et kar, og så hældte præsten vand ud over mig, siger Poul Sebbelov og fortæller, at konversionen blev en foreløbig afslutning på en proces, der begyndte tilbage ved afvisningen af hans konfirmation, da han var teenager.

- Tidligere i mit liv forestillede jeg mig, at tro var noget, jeg kunne afvise. Det var en kamp, som jeg tabte, siger Poul Sebbelov med et smil på læben.

fogsgaard@kristeligt-dagblad.dk