Ortodokse bryder med russerne

Den russiske kultur er genstand for interne stridigheder mellem den russisk-ortodokse kirke og de ortodokse emigrant-kirker i andre lande, der ofte har mange konvertitter tilknyttet. Konvertitterne sætter spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad den russiske nationale kultur skal være en del af den russiske, ortodokse kristendom, mener Annika Hvithamar, der er lektor i religionsstudier på Syddansk Universitet og har forsket i ortodokse kirker.

Det gælder også for de fire ortodokse kirker i Danmark, hvor kilder oplyser til Kristeligt Dagblad, at der ikke er åben konflikt, "men at der da ligger noget og lurer".

I mange religiøse samfund opfattes konvertitter med en vis mistænksomhed af de menighedsmedlemmer, der er født og opvokset i religionen. Skikke, der for de gamle medlemmer er en nærmest naturlig del af det religiøse fællesskab, skal tilegnes af konvertitterne. Det kan skabe konflikter, siger Annika Hvithamar.

Den russiske revolution i 1917 fik mange ortodokse til at flygte til blandt andet Frankrig, England, USA og Danmark. Den russisk-ortodokse kirke var mødested for russerne, og det var her, russerne kunne få lov til at være russiske. Derfor fik russisk sprog, kultur og historie en ganske særlig plads i kirken, forklarer Annika Hvithamar og tilføjer, at mange konvertitter med tiden begyndte at blive en del af kirken, men med en helt anden sproglig og kulturel bagage end de russiske emigranter. Derfor er de begyndt at danne deres egne menigheder, hvor sproget i kirken er det sprog, der tales i landet, og ikke russisk.

- Der er stille og roligt begyndt at danne sig en diskussion i de ortodokse emigrant-kirker. Skal de vesteuropæiske kirker være russiske? Eller skal de have lov til at udvikle sig i det land, hvor de nu har slået rod? Det er den overordnede konflikt, siger Annika Hvithamar.

Arne Bugge, der er tidligere domprovst i København, og som igennem mange år har forsket i de ortodokse kirker, er enig med Annika Hvithamar.

- Den ortodokse kirke har altid været bundet til det nationale sprog, som var talt i landet, den gang det indgik i den ortodokse kirke. Derfor er oldbulgarsk stadig kirkesproget her. Når nye nationalgrupper inden for den gammelsprogede kirke er blevet dannet, har det altid givet anledning til konflikter i den konservative og traditionsbundne ortodokse kirke, siger han.

fogsgaard@kristeligt-dagblad.dk