Tillykke til Københavns nye biskop

Gruppen ønsker beskyttelse, hvor "disse synspunkter lægges offentligt for had". Elegant argumenteret. For hate speech og mindretal er de to argumenter, der normalt får menneskeretttighedspositionerne til at kæmpe for plads til synspunktet. Men en retlig, politisk, organisatorisk og teologisk diskussion af et bestemt synspunkt er vel ikke hate speech?

Den praksis, der ønskes frihed til, handler om folkekirkens vielsesret og angår reservation over for vielse af fraskilte og homoseksuelle. For nogle er svaret på disse udfordringer at flytte den civile del af vielserne væk fra folkekirken (og de andre trossamfund, må jeg antage) og hen på rådhuset.

Det gør man i resten af Europa. Men det gør man ikke i Norden og Storbritannien. Der, hvor Reformationen har haft afgørende indflydelse på samfundets fælles retsnorm, er religiøse vielser på statens vegne blevet opretholdt. Da vi fik religionsfrihed, blev folkekirkens vielsesret suppleret med en tilsvarende ret for andre trossamfund - og en ret for alle trossamfunds medlemmer til selv at vælge i stedet at gå på rådhuset. Ingen tvinges i kirke. Men over halvdelen af befolkningen vil gerne vies i kirken. Folkekirken er ikke et superreligiøst valg, men en kombineret borgerlig-kirkelig ramme om centrale øjeblikke i tilværelsen. En ramme, der kan vælges fra, som ingen tvinges ind i, men som heller ikke stiller store religiøse krav.

I ENGLAND HAR HELE befolkningen ret til at blive viet af den lokale sognepræst i Church of England. Uanset om de støtter kirken - eller er hedninger, muslimer eller noget helt tredje. Jeg ser ikke logikken i, at sekularitetsforskrækkelse blandt nogle præster hos os skal jage hele befolkningen på rådhuset. Så får vi i stedet europæiske tilstande, hvor kun de rigtigt troende er en del af kirken, helt ned mod 7 procent i Tyskland. Den logiske følge er, at præsterne i Danmark også på andre områder igen får lov at stille krav om religiøs renhed, før de udfører kirkelige handlinger. Mulighederne baseret på bibelsk belæg og traditionen er mange.

Jeg ser ikke grunden til at ændre gældende ret med hensyn til vielser. Så længe folkekirkens medlemmer har ret til kirkelig vielse (også som fraskilte) og velsignelse for homoseksuelle, kan man for min skyld godt opretholde en undtagelse for de præster, der ikke vil. Uden at sende befolkningen på rådhuset.

Det ønskede frihedsbrev skaber derimod problemer i samarbejdet mellem kvindelige og mandlige præster. Her har de mænd, der argumenterer imod kvindelige præsters fulde funktion, opfundet et skel. Man giver udtryk for, at man har arbejdsfællesskab med kvindelige kolleger. Men man afviser gudstjenestefællesskab. Det er vanskeligt at se et faktisk og teologisk grundlag for dette skel. Arbejdsfællesskabet er en arbejdsdeling: Du gør dit, jeg gør mit, og når du holder gudstjeneste, er jeg ikke til stede. Underteksten bliver, at hun ikke er (rigtig) præst.

Forestil jer bispevielsen i Københavns Domkirke. Kirken bliver stuvende fuld. Ved store gudstjenester er praksis, at alle kirkens præster bistår ved altergangen. Hvis der i domkirken var skel mellem køn og mellem det tjenstlige og det gudstjenstlige, ville kun kirkens mandlige præster kunne bidrage. Sådan er det ikke i dag, for alle nuværende og kommende biskopper har sagt, at de ikke vil acceptere særregler ved ordinationer. Hvorfor skal særregler så opretholdes i sognene?

Forestil jer en kvindelig provst på tilsyn på vegne af biskoppen. Et skel mellem tjenstligt fællesskab og gudstjenstligt fællesskab betyder, at provsten og den mandlige sognepræst arbejder sammen om hans boligforhold, ferie- og fridage samt arbejdsdeling i sognet. Men ved gudstjenesten kommer han ikke eller går ikke til alters eller står ikke foran altret sammen med hende. For han anerkender ikke gudstjenestefællesskab med sin provst.

Nogle vil opfatte det som frihed. Ingen i folkekirken, heller ikke præster, skal tvinges til at gå til alters, lyder det. Jeg ser kun et skel mellem præster, baseret på køn. Et problem, der ikke burde ende i ligebehandlingsnævnet. Biskoppen burde i stedet gøre klart, at arbejdsfællesskab betyder gudstjenestefællesskab.

Dansk og europæisk lovgivning lægger vægt på, at vi skal behandle hinanden lige, også i kirker og trossamfund. I folkekirken kaldes præster ikke efter køn, seksualitet, nationalitet eller race. Og religion er kun et emne, når det handler om indholdet i forkyndelsen.

Kirker og trossamfund i hele Europa reagerer på det. Mandlige religionsledere vil have de religiøse rum som deres egne ledelsesrum. De vil have en boldbane tilbage, hvor de kan få lov at spille i fred - eller anvende religiøse normer til at regulere en omsiggribende ligestilling.

I LETLAND VAR DEN FØRSTE handling fra en ny ung mandlig biskop, da han blev indsat få år efter murens fald, at ophæve kvindeligt præsteembede. I Finlands lutherske kirke diskuterer man, hvilke seksuelle og ægteskabelige forhold, der skal føre til, at en præst kan opsiges efter decorum-reglerne. I Sverige har man længe gået den modsatte vej og fastholdt, at samfundets regler er kirkens regler. Det er slut nu. Med adskillelsen mellem stat og kirke vil Svenska Kyrkan i stigende grad ved hjælp af international religionsret hævde, at religionsfrihed giver adgang til kønslig diskrimination. I Norge hed den første offentlige udredning i 2008: "Om Kvinder og Homofile i trossamfund". Over halvdelen af befolkningen gøres til et juridisk problem i trossamfundene. For også her vil man opretholde mulighed for at skelne mellem kvinder og mænd.

I Danmark har argumentet længe været hensyn til menighedsrådenes frie valgret. Men kan en sognemenighed ændres til profilmenighed, der ønsker, at køn, seksualitet, race, handicap, nationalitet eller alder skal være et afgørende kriterium for, hvem de vil danne menighed med, og med hvem deres præst indgår gudstjenestefællesskab? Vi er i området for de folkekirkelige frihedsordninger: valgmenighed og frimenighed.

Jeg håber, at den nye biskop i København er led i en bispegeneration, der vejleder præsterne i at følge samfundets fælles standarder eller anvende de folkekirkelige frihedsordninger: valg- og frimenigheder. Sådan kan folkekirken være førende i en kombination af rum til religiøs overbevisning og opretholdelse af offentlige standarder i kirker og trossamfund.

Lisbet Christoffersen er ph.d. (jur) og lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet