Hedenske politibetjente i Storbritannien har ret til at holde fri for at fejre sommersolhverv, keltisk halloween og andre hedenske helligdage
I det britiske amt Hertfordshire kan betjente tage fri på otte af årets hedenske helligdage. Måske vil politiet i resten af landet snart få samme mulighed.
En forening, som arbejder for at fremme hedenske politibetjentes rettigheder, har mødtes med repræsentanter for det britiske indenrigsministerium med det ønske at gøre rettighederne gældende i hele landet.
Og de britiske myndigheder er tilsyneladende åbne for hedningernes ønske.
- Regeringen ønsker en politik, som afspejler de forskelligartede samfund, den tjener, siger en talsmand fra indenrigsministeriet til
telegraph.co.uk.
Ikke nogen modedilleAndy Pardy, en af de betjente, der kæmper for hedningers rettigheder, tilbeder guder fra nordisk mytologi - den hammer-svingende Thor, den enøjede Odin og frugtbarhedsgudinden Freya. Han vil gerne af med det skræmmebillede, mange mennesker har af hedensk religion.
- Hedenskab er ikke den newage, træ-omfavnende modedille, som nogle mennesker tror det er. Det er ikke den hemmelige, uhyggelige og onde ting, som mennesker forestiller sig. Mange tror, det handler om at danse nøgen rundt om et bål, men sådan er ritualerne ikke, siger Andy Pardy og fortsætter:
- Det handler om sang og musik, meditation og oplæsning, og for hedninge har disse skikke den samme kraft, som bøn har for kristne.
Andy Pardy holder blandt andet fri på halloween, som indleder det hedenske nytår, og sommersolhverv i juni.
Helligdag når det passerPolitiet i Hertfordshire har allerede gode erfaringer med at lade ikke-kristne ansatte såsom jøder og muslimer holde fri på deres særlige helligdage.
- Styrkens politik i forhold til religion og religiøse overbevisninger giver personalet mulighed for at omfordele de traditionelle kristne helligdage, så helligdagene passer til deres personlige behov, siger politiinspektør Simon Hawkins.
I 2008 imødekom den engelske regering et af hedningernes ønsker, da indenrigsministeriet præsenterede en særlig hedninge-ed i forbindelse med vidneudsagn i retssager.
Ifølge officielle statistikker var der i 2001 30.500 hedninge i Storbritannien.