Den danske ørken

Hvad er det ved Råbjerg Mile, der fascinerer så mange? Det spørgsmål er Villy K. Hansen, naturvejleder ved Skov- og Naturstyrelsen, blevet stillet mange gange. Et hurtigt svar har han ikke parat. Og slet ikke et kort. At han selv er fascineret af det særegne naturområde, kan man ikke være i tvivl om, når man lytter til ham.

Det er det stærke personlige engagement, der er gløden i hans ord. Og det, der driver ham ud til milen også uden for arbejdstid. Måske en dag, hvor han kan forudse, at solnedgangen vil blive "helt speciel". Han fortæller, at Råbjerg Mile er den lokalitet i området, hvorfra man kan opleve den smukkeste solnedgang. Eller han tager derud en forårsaften for at lytte til de kvækkende strandtudser, der findes talrigt ved småsøerne. Forekomsten er en af landets rigeste. Vi kan ikke høre dem nu, men vi kan se deres spor i sandet - men kun fordi Villy K. Hansen udpeger dem for os. Især på forårsdage er der gode chancer for at se hugorme, når de drages af solen på de sydvendte skråninger. Hugorme er der mange af på stedet, men de nyder ikke turismen og forsvinder ved den mindste forstyrrelse. Vores rundviser havde uden tvivl fundet spor af slangen, hvis ikke han havde været så optaget af at mindes en fin naturoplevelse en aften med mosekongebryg. En aften, hvor den svage sol i baggrunden i et poetisk samspil med vandpartiklerne i rummet over milen skabte lysvirkninger så usædvanlige, at han måtte fastholde dem med sit kamera.

- Her, siger Villy K. Hansen, kan man se natur i bevægelse. Folk fra hele verden kommer for at opleve det. Den dynamik, der er baggrunden for dannelsen af Skagens Odde, er synlig på milen. Stort set kan man iagttage ændringerne fra dag til dag. Ikke mange vindpust skal til, før et eller andet er blevet anderledes. Vi er jo vant til frisk vind. Og der er tryk på, når den arbejder. Med en god kuling, det vil sige en vindstyrke på 60-70 kilometer i timen, kan der for hver meter på en jævn strandflade eller på en pænt afrundet mile smutte 120 kilo sand forbi i timen. Det bliver 2860 kilo i døgnet. Når dette tal ganges med uger og måneder, har man et indtryk af, hvor store mængder sand der kan flytte sig i løbet af for eksempel nogle hundreder år.

- "Slaget" går sin gang. Jorde og huse vil blive ramt, efterhånden som milen rykker frem. Det er der fundet økonomiske løsninger på. Nogen vil måske spørge: Kunne man ikke standse sandet? Det kunne man muligvis nok. Jeg har arbejdet for en plantør, der sagde, at havde han en rendegraver, nogle fyrretoppe, marehalm og hjælme, så skulle han nok få standset milen. Men det ville nu alligevel blive et kæmpeprojekt. Og set med mine øjne absolut ikke et ønskværdigt. Vi har ikke ret meget natur, der får lov at passe sig selv uden menneskers indblanding. Råbjerg Mile er en attraktion i kommunen. Jeg har hørt flere turister ærgre sig over, at man ikke havde noget lignende, hvor de boede.

Villy K. Hansen giver et nærbillede af milens fremdrift. Af dyngerne, som sandet danner - for at skride ved en hældningsgrad på 30-35. En stadig gentaget proces. Fremad og fremad. Den virker ellers så urokkelig, den store sandbakke. Med vekslende udholdenhed aser turisterne mod toppen med den storslåede udsigt ud over klitlandskabet på Skagens Gren. Det lette sand er tungt at træde i. Og solen brænder, som om den leger ørkensol.

- Når milen flytter sig, dukker der for eksempel træer op, som engang blev plantet for at standse sandflugten. De ligner nærmest noget, der er brændt. Al saft og kraft er klemt ud af dem. En gren af god tykkelse vejer da måske ikke mere end en tynd avis. Sådan er der hele tiden noget at undre sig over herude. Og på de ture, jeg har som naturvejleder, bestræber jeg mig på, at alle kan tage hjem med noget at undre sig over.

Eller at glæde sig over:

- Trækfuglene især om foråret. Den store regnspove, der yngler her. Og tranerne, der også gør. Det vældige rum over milen. Vegetationen. Planten Soldug er spændende at følge. Hvor mange kommer der i år? Er der vand, hvor den plejer at vokse? Eller den fine lille blomst, der hedder vintergrøn. Hvis efteråret er mildt, og der er fugtigt nok, kan den blomstre fra om foråret og måske helt til oktober eller november.

Og meget andet. Villy K. Hansen kunne blive ved.

- Kan man være med til at åbne folks øjne for det særlige ved området, stiger dets værdi samtidig, fastslår han.

Ud over det meget andet, som Råbjerg Mile også er, hvælver den sig spektakulært i landskabet som et monument over sandflugtens historie. Med den tilsandede kirke som det ultimative symbol på naturkræfterens magt.

Og få kilometer syd for milen ligger Råbjerg Kirke, ganske ensom. Sandet erobrede det meste af sognet.

Ligesom i andre egne ved den jyske vestkyst tog sandflugten i området ved Skagen for alvor fat i 1500- og 1600-tallet. Sandet, der blev ført ind fra vest, samlede sig i store klitter, som drev ind over landet. Det var i "den lille istid", således betegnet, fordi gletschere overalt på kloden i en periode - hvor desuden klimaet var køligt - rykkede kraftigt frem. De store mængder af vand, der var "bundet af isen", betød, at vandstanden i havene var lavere end i dag. Måske 10 centimeter lavere. Yderligere betød dette bredere strande, hvor tilsvarende større arealer af sand lå risikabelt blottet for vinden. En medvirkende årsag til sandflugten kan være nedslidning af klitterne som følge af græsning samt høstning af lyng og gravning af lyngtørv.

I hvert fald "marcherede" sandet ustandseligt. Landbrugsjord blev ødelagt, huse og gårde forsvandt, og sogne blev blæst øde. Sådan kunne det jo ikke fortsætte. Imidlertid skulle man helt frem til slutningen af 1800-tallet, før staten greb ind og systematisk begyndte at bekæmpe sandflugten. Det skete i form af plantning af "klittag" - marehalm og hjælme - og anlæg af de nuværende store klitplantager. Sikringen havde imidlertid den uundgåelige bivirkning, at storslåede naturområder gik tabt - hvilket førte til protester fra blandt andre digteren Jeppe Aakjær. Debatten endte med, at staten i 1900 købte området omkring Råbjerg Mile, så det kunne bestå som uberørt natur og for altid minde om, hvad sandet har forårsaget af ødelæggelser.

Betragter man milen fra oven, opdager man dens form som cirka en halv måne - med to horn vendt op mod den dominerende sydvestenvind. Vandreklitten kaldes tillige en parabelklit. Sandet triller, hopper eller flyver med vinden op over milen og aflejres på dens stejle læside mod vest. Ingen planter kan finde ro i denne tørre uro. Det kan nogle arter derimod på klittens flanker. Så standses disses bevægelse og bliver ladt tilbage som parabelklittens ben, mens den centrale del af milen fortsat er en klit på vandring. I vindsiden fjernes sandet ned til nær grundvandspejlet. Fugten holder sammen på sandet.

Det er milens "fodspor", der strækker sig foran os: en ret jævn slette, en afblæsningsflade.

Specielt for de botanisk interesserede er her meget at gå på opdagelse i. Området med de midlertidige småsøer og fugtige lavninger rummer mange ualmindelige eller ligefrem sjældne planter, der er tilpassede de udfordrende vækstbetingelser. Botanikerne har kendskab til hele 10 arter af slægten siv. På afblæsningsfladen man desuden finde den mindste plante i Danmark, den meget sjældne korsarve, der vokser i kanten af klitsøerne. Men se godt efter! Ellers opdager man ikke de små skud på blot en til fire centimeter. De to klare, næringsfattige og permanente milesøer hører til Danmarks mest sjældne søer, kaldet lobeliesøer efter blomsterplanten tvepibet lobelie. Denne danner små rosetter på søbunden sammen med en anden plante, der er karakteristisk for søen, liden strandbo. Den kan fremtræde som en græsplæne, endda af de tætte, dernede i søens dyb.

Også for ornitologer er Råbjerg Mile naturligvis overvældende på en julidag som denne. Alligevel går de måske og drømmer om en forårsdag. For det er især på den årstid, fugletrækkene kan opleves. Måske et og andet ornitologisk blik sendes i retning af det udstrakte klitterræn vest for milen. Dér kan man ofte se ørne og ugler - når de er altså der - rastende inden den fortsatte færd.

grymer@kristeligt-dagblad.dk