Morten Mikkelsen |
20. juli 2009
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai er netop blevet udpeget til ny formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg. Hun har en forkærlighed for lyrik og museer, men holder også af andre kulturformer
Hvad er din største kulturoplevelse?
- Der er mange. For eksempel den efterårsferie i min tidlige ungdom, da jeg forlæste mig på Shakespeares samlede værker. Jeg havde købt en billig udgave og gik halsstarrigt i gang fra en ende af. Jeg nåede ikke igennem på den uge, selvom det var mit mål, men det var en stor oplevelse. Også at forsøget kollapsede. En anden meget stor kulturoplevelse var dengang i 1980?erne, da jeg hørte den amerikanske digter Allen Ginsberg læse op af sin digtsamling "Howl" i Musikhuset i Århus.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
- Der er en masse god ny litteratur i øjeblikket. Jeg sidder netop nu med en stak bøger af debutanter, som jeg læser med stor fornøjelse. For eksempel digtsamlingen "Kvasidansk - nye digte på gamle flasker" af iranskfødte Arash Abdi. Af musik lytter jeg lige nu meget til "Sound of a Rebel" med hiphop-gruppen Outlandish.
Og så glæder jeg mig til at se Odense Bys Museers nye udstilling om middelalder og renæssance. Jeg er optaget af alt, der har med museer at gøre. Min mand har foreslået at sætte skilte op med påskriften "Museum" rundt omkring i vores have, for så vil jeg løbe derhen.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
- Peter Laugesens "Fotorama". Jeg bliver altid vakt til ny, skærpet opmærksomhed over for tilværelsen, når jeg læser hans digte. Hans bøger er ikke så forskellige fra hinanden, men de udgør en god hjerterytme i livet.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
- Min mand Klaus Høecks "Hjem". Det var et skelsættende digtværk. Det kom dengang midt i 1980'erne, da jeg også lærte ham at kende. Min gode ven Michael Strunge havde fortalt mig, at der var noget stort på vej, men da jeg så værket med så mange digte, slog det benene væk under mig.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
- Nej. Jeg er optaget af alt det, der rører sig. Man skulle tro, at jeg som ordmenneske ikke er til ballet. Men når jeg får nok af ord, holder jeg af at se Den Kongelige Ballet, også selvom jeg ikke har en klap forstand på det. Sport er også kultur, og her er jeg ikke en flittig bruger i modsætning til min mand. Jeg er ikke ligefrem flittig gæst ved fodboldkampe. Men jeg vil heller ikke sige, at sport slet ikke siger mig noget. Når det bliver rigtig spændende, er jeg alligevel med på sidelinjen.
Hvad betyder kultur for dig?- Kultur er både det folkelige liv med musik på havnen og det mere eksperimenterende. Det er lige nu og her, og det er om en måned. Det er en meget vigtig del af mit liv.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
- Hele kulturlivet fortjener mere opmærksomhed, end det får. Kulturlivet er fundamentet i det danske samfund. Den, der så det klarest, var Grundtvig i 1800-tallet. Det folkelige og det kulturelle hænger sammen. Kultur er ikke et særområde, men noget, der griber dybt ind i vores liv. På et museum er kultur ikke kun de værker, der bliver udstillet, men også de aktiviteter, der foregår. Der er i dag fortsat brug for at besinde sig på, at kultur er det, et samfund vokser og bliver til af.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad