Flertallet af landets pensionister bliver rigere i de kommende år. Men op mod hver fjerde vil stadig ikke have andet end folkepensionen at leve for
I fremtiden kan flere og flere ældre fylde dyr rødvin i glasset og tage flyveren til et mere eller mindre eksotisk rejsemål, når de går på pension.
Men langt fra alle har udsigt til et ældreliv, hvor de næsten kan opretholde samme levestandard som i de aktive arbejdsår.
Faktisk vil op mod hver fjerde pensionist stort set kun have folkepension og offentlige tillæg - omkring 125.000 kroner om året før skat - at leve for i 2078. Det er helt op til 4000 kroner mindre om måneden end flertallet af den tids pensionister.
Sparer ikke opDet viser beregninger fra Velfærdskommissionen. Årsagen er, at mange ikke sparer op til alderdommen.
- Det gælder dem med meget lidt eller marginal tilknytning til arbejdsmarkedet og mange selvstændige, forklarer Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og formand for den nu nedlagte Velfærdskommission.
Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, folk ansat uden for overenskomst - for eksempel taxachauffører, rengøringsfolk og visse selvstændige som eksempelvis små købmænd og forfattere, er nemlig - modsat alle, der er i arbejde og ansat under en overenskomst - ikke tvunget til at indbetale til en pensionsordning.
UlighedMen det burde de være, mener både Velfærdskommissionen, de økonomiske vismænd og Ældre Sagen - ikke mindst fordi uligheden mellem landets pensionister ellers kommer til at stige.
- Velfærdssamfundet har en interesse i, at alle har en anstændig levestandard - også som pensionist. Hvis ikke alle bliver sikret en rimelig pension, vil man altid stå med det problem, at der er nogle pensionister med en levestandard under det, der anses som rimeligt, forklarer Torben M. Andersen.
EkskluderesOgså Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, finder en stigende ulighed pensionisterne imellem problematisk:
- Dem uden pensionsopsparing vil opleve at blive ekskluderet fra resten af ældregruppen, fordi de ikke har råd til at gøre de samme ting. Når man for eksempel har et dårligt tandsæt og ikke har råd til at få det ordnet, går man ikke til møder og foredrag med andre.
Ifølge Det Økonomiske Råd er der også et andet samfundsmæssigt problem ved, at så mange ikke har en pensionsopsparing. I dag kan det nemlig ikke betale sig for mange pensionister at tage et par år ekstra på jobbet. Det modregnes i folkepensionens tillæg.
Tvungen opsparingFjerner man på sigt disse tillæg kan det give de ældre et incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men da tillæggene er livsnødvendige for dem uden pensionsopsparing, er man nødt til at sikre, at alle har en opsparing, når de når frem til pensionsalderen.
- Derfor anbefaler de økonomiske vismænd, at man indfører den tvungne pensionsopsparing for alle så snart som muligt, siger Lars Haagen Pedersen, sekretariatschef i Det Økonomiske Råd.
agger@kristeligt-dagblad.dk