Politisk kamp har bidt sig fast hos Irans elite

- De diskussioner, vi oplever nu, har hele tiden været der. Iranerne har hele tiden snakket politik og kritiseret regeringen. Forskellen er, at det nu også sker på højt niveau. Der er en åben dialog i eliten om, hvilken retning Iran skal udvikle sig i. Det er et fremskridt, siger Mette Søltoft.

Balance
Hun peger på, at Irans vedvarende udfordring er at finde ud af, hvordan landet skal forholde sig til Vesten og de vestlige værdier. På den ene side ønsker man et demokrati, på den anden side må det helst ikke være et plagiat af Vestens. Iranerne er meget optaget af at finde en form, der bevarer landets egne værdier og egenart.

- De sidste 30 år har man brugt islam til at definere det særlige ved Iran, fordi man ønskede at tage afstand fra tiden under shahen, der efter flertallets mening solgte ud af den iranske ære og selvrespekt ved at være pot og pande med USA. Derfor gik man til den anden yderlighed og grundlagde en islamisk republik, hvor alt blev sort og hvidt. Det er den udvikling, nogle i landet nu stiller spørgsmålstegn ved, siger hun.

Efter hendes mening er den politiske kamp nu trukket så højt op i systemet, at det uundgåelig må medføre ændringer i det politiske og religiøse system. For iranernes skyld håber hun dog, at det kommer til at vare et stykke tid.

- Jo mere og snak og dialog, der er, jo større er chancen for en fredelig udvikling. Der er ingen, der ønsker en ny revolution, siger Mette Søltoft.

Århundreder gammel debat
Professor og leder af afdelingen for antropologi ved Minnesota Universitet i USA William O. Beeman har forsket i Iran i mere end 30 år.

Han skriver i en analyse på det amerikanske bureau New America Media, at den nuværende politiske uro i Iran er endnu et kapitel i en århundreder gammel iransk debat om forholdet mellem religion og politik.

På den ene side står en islamisk tradition, der mener, "at de religiøse ledere har den ultimative autoritet inden for staten og skal kunne nedlægge veto, hvis en lovgivning ikke er tilstrækkelig islamisk". På den anden side en islamisk tradition, "hvor ayatollaherne er rådgivere for herskerne og sikrer, at lovene ikke strider mod sharia, men ikke selv leder landet".

Det var den sidste model, der i grove træk dannede grundlaget for shahens styre, mens ayatollah Khomeini valgte den første model som grundlaget for den islamiske republik.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk