Vi bliver aldrig færdige med kulturkampen

Det nationale stod imidlertid ikke øverst på dagsordenen, da Kristeligt Dagblad i sommeren 2001 interviewede netop Lars Løkke Rasmussen. Dengang handlede værdikampen især om at ændre befolkningens måde at tænke på, så vi i højere grad kunne klare os selv og dermed i mindre grad ville belaste de offentlige kasser. Så man gradvis og på meget langt sigt kunne ændre vægtfordelingen mellem det private og det offentlige i retning af større personligt ansvar, fortalte han dengang.

- Det vil jeg da heller ikke absolut afskrive. Det er da udmærket, at det personlige ansvar ligger dybt i mennesker og er noget, man tænker på i dagligdagen. Jeg er bare af den opfattelse, at det offentlige skal stå vagt. Altså det der med, at enhver er sin egen lykkes smed og allerhelst grovsmed, det er jo ikke lige mig, vel? Så det ønsker jeg slet ikke, siger Pia Kjærsgaard.

- Men jeg er helt med på, at man skal tage ansvar for sit eget liv, og det har også noget at gøre med kulturkampen. Vi har jo talt meget om, at forældre skal drages meget mere ind i deres børns liv, og da specielt hvis det begynder at gå skævt. At forældrene skal drages til ansvar.

- Det kan jeg godt tilslutte mig, men jeg kan ikke tilslutte mig, at vi nu bare bevidstløst skal udlicitere og privatisere, så vi fratages vores fælles ansvar for det enkelte individ. Det vil jeg ikke. Jeg er ikke betonliberal, siger hun.

Men du har dog været med til at liberalisere samfundet, blandt andet på sygehusområdet?

- Jo, jo, men jeg synes, det er udmærket med alternativer. Jeg har lidt svært at forstå den der sygehusdiskussion. Socialisterne mener lidt ligesom på undervisningsområdet, at vi alle sammen helst skal have det lidt dårligere. Man må bare sige, at der er blevet tilført rigtig mange midler til sygehusområdet siden 2001.

- Jeg kan ikke dele den tårnhøje forargelse, der er i øjeblikket. Jeg er ganske overbevist om, at ganske mange socialdemokrater bliver behandlet på privathospitaler, de vil bare ikke være ved det.

Ville du selv opereres på et privathospital?

- Det siger da sig selv. Det kunne vi da alle sammen. Skulle jeg sige nej tak, hvis jeg havde en smertefuld diskusprolaps, eller hvad ved jeg, hvor det offentlige sagde, at de ikke kunne klare det? Der er behandlingsgaranti. Altså, hvor er vi henne?

Du er ikke bange for, at vi får et sundhedsvæsen på 1. og 2. klasse?

- Jamen det må det ikke blive. Absolut ikke, det private må ikke tage over og udradere det offentlige.

Der er vi ikke endnu?

- Hvor mange procent af hospitalerne er private? Jeg synes godt nok, den diskussion er kørt helt af sporet, siger Dansk Folkepartis formand.

Det var hende, der bragte Anders Fogh Rasmussen (V) ind i Statsministeriet og lod ham regere i to en halv valgperiode. Hun skjuler ikke, at hun var mest tilfreds med ham i de første år, hvor han førte en kulturkamp, der lå meget tæt på Dansk Folkepartis forståelse af den. En kamp, hun stadig tror, Fogh oprigtigt mente fra begyndelsen.

Men Pia Kjærsgaard er enig i den kritik, Søren Krarup (DF) har fremsat mod Fogh for at svigte kulturkampen i sine bestræbelser på at blive generalsekretær for Nato det seneste år.

I de første år lød der andre toner, for eksempel da han gjorde op med smagsdommere og eksperter. Det gav en debat, der var med til at ændre synet på, hvem der er eksperter, og åbnede manges øjne for, at enhver kan kalde sig ekspert.

Lykkedes kampen mod smagsdommerne?

- Til dels, til dels. Jo, vi har dem stadigvæk, men debatten har alligevel været værdifuld, for folk sluger ikke ukritisk råt, når en ekspert eller smagsdommer udtaler sig. Man sætter spørgsmålstegn og vil godt have lov til selv at vurdere det.

Har vi ikke bare fået nogle andre smagsdommere, som er enige i de synspunkter, du har på for eksempel udlændingeområdet?

- Jo, men det er blevet mere til underholdning. Man tager det lige med et gran salt. Man er bedre i stand til at gøre sig sine egne overvejelser end at sluge råt, hvad der bliver sagt fra tv-skærmen eller i en radioudsendelse eller skrevet i en avisartikel.

Pia Kjærsgaard fremhæver undervisningsområdet som en anden vigtig del af kulturkampen, som hun ser den. Gymnasiereformen var noget juks. Faglighed og kundskaber er vigtige. Kompetence er vigtigere end personlig udvikling og så videre.

Hvor langt er vi fra, at værdikampen bliver en succes?

- Det er bare noget, man bare skal blive ved med at holde i live. Man får ikke opfyldt alle sine mål og drømme i løbet af syv år efter mange års ønske fra et politisk flertal om at gå den anden vej. Om at blive meget internationale og globaliserede. Om at vende sig fra tanken om national identitet, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at man trods alt er kommet langt, for eksempel med hensyn til at fastholde sprogets betydning på uddannelsesinstitutioner.

Et andet centralt område i kulturkampen er retspolitikken. Pia Kjærsgaard vil også gerne stadig sørge for, at bandekriminaliteten ikke fortsætter. Gennem syv år har regeringen allerede gennemført adskillige stramninger af retspolitikken, uden at det har ført til mindre eller mildere kriminalitet, men hun afviser, at den stramme retspolitik skulle være slået fejl.

- På retsområdet har der været en tendens til, at man ikke måtte straffe. Det er jo en skrøne, at vi har strammet straffene, uden at det hjælper. Ja, det har vi, men der må dommerne også forstå, at det er Folketinget, der bestemmer. Ligesom EF-domstolen i øvrigt skal forstå, at nationalstaterne bestemmer. Så retspolitikken er bestemt også en del af værdikampen.

Pia Kjærsgaard har ikke det fjerneste imod, at man stiller krav til de kriminelle og deres familier, og hun betragter krav som et nøgleord for bedre integration. Selvom det også skaber konflikter og skubber nogle unge endnu længere ud, fordi de ikke kan leve op til de mange krav.

Kan det løse alle problemerne bare at stille alle de krav?

- Nej, det tror jeg desværre ikke, men det er en del af det. Nej, hvis jeg kunne løse alle problemer, Gud fri mig vel ...

Hvor langt er vi med værdikampen? Halvvejs?

- Det tør jeg ikke sige. Vi bliver jo aldrig færdige. Der vil altid være noget nyt at tage stilling til.

Har den økonomiske krise overhovedet noget med værdier at gøre?

- Det er ulykkeligt, når folk bliver fyret, men det er måske mindre ulykkeligt, at vi ikke bare går hen og låner i banken til samtalekøkkener og fladskærme, selvom jeg hader at sige det. På det felt giver krisen måske et naturligt stop i hverdagen. At man ikke bare tror, at man personligt kan købe sig ud af en krise, man selv er i. I et ægteskab, der skranter, hjælper det måske ikke, at man får bygget en ny udestue. Selvom det er meget lækkert. Det tror jeg, vi har været for tilbøjelige til at tro.

- Men for at det ikke skal blive misforstået, er det forfærdeligt, at virksomheder indskrænker og fyrer folk.

- Ja, man giver mere til forbrug med SP, og der er stillet midler i udsigt, men jeg tror alligevel, at krisen har fået os til at stoppe op. Man gør det ikke for, at folk skal have den købefornemmelse, men for at få gang i virksomhederne, så man undgår de fyringer. Men jeg tror, det har givet anledning til eftertanke for mange.

- Det er en meget almindelig, menneskelig refleks, at man en en gang imellem skal have en over snuden. At træerne ikke vokser ind i himlen, siger Pia Kjærsgaard.

Der dog ikke kan forestille sig, at de økonomiske problemer de kommende år vil overskygge kulturkampen. Den er kommet for at blive og kommer til at præge dansk politik længe. Måske altid.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk