De fleste lader sig ikke berøre dybt følelsesmæssigt, når andre i en docerende eller patosladet tone fortæller dem, hvad og hvordan de skal føle. Sådan er det også med digte. I de allerbedste digte formår digteren at tale om de største og alvorligste emner - for eksempel kærligheden og døden - i en helt dagligdags tone. Og effekten kan være enorm, fordi vi mærker den afgrund af smerte, der ligger under det sagte. Sådan er det med Henrik Nordbrandt. Jeg læste første gang digtet "Katamaranen", da det udkom i samlingen "Ormene ved himlens port" i 1995. Og digtet har aldrig sluppet mig siden.
Katamaranen
Du pegede på noget, der lå ude på vandet temmelig langt ude, ud for landtangen ved lufthavnen. En katamaran sagde du, men jeg bemærkede at den på grund af afstanden ville vise sig at være alt for stor til at kunne være det.
Hver gang vi standsede for rødt lys
gav vi os til at betragte fænomenet.
Og senere, i tusmørket, inde i byen
hvorfra det ikke kunne ses
fortsatte vi med at diskutere det:
Du holdt stædigt på din katamaran.
Sådan var vores diskussioner, ligegyldige som de flestes. Ikke desto mindre:
Da jeg oppe fra flyet helt tydeligt så
at det ikke var det, du havde påstået
følte jeg midt i afskedssmerten
en slags triumf: Du med din katamaran!
Jeg ringede til dig så hurtigt som muligt og glemte at fortælle dig, om det der bestemt ikke var en katamaran.
"Det er jo ikke så vigtigt"
sagde jeg bagefter til mig selv.
"Det kan jeg altid fortælle."
Næste gang havde jeg en huskeseddel parat:
Katamaranen stod øverst.
Du tog ikke telefonen, erfarede jeg senere fordi du var død nogle timer før.
I går fløj jeg igen over den sorte ting på vandet.
Jeg ønskede at falde, men flyet ville ikke.
Du med din katamaran!
Henrik Nordbrandt: "Katamaran" fra digtsamlingen "Ormene ved himlens port", 1995