Alle kan bruge en ekstra pårørende

Den 65-årige Ulla Lundgaard, der er en af Røde Kors' frivillige patientstøtter på Bornholms Hospital, synes, at hun har fået et mere rigt liv, efter hun er gået på pension

Ulla Lundgaard får sig en snak med Verner Steinlein, der sidder i venteværelset til kirurgisk ambulatorium på Bornholms Hospital. -
Ulla Lundgaard får sig en snak med Verner Steinlein, der sidder i venteværelset til kirurgisk ambulatorium på Bornholms Hospital. -. Foto: Daniel Øhrstrøm.

De slidte, røde træsko har Ulla Lundgaard beholdt, efter at hun gik på pension som operationssygeplejerske på Bornholms Hospital for fem år siden. Men hun bruger dem stadig på sygehuset.

- Som sygeplejerske skulle jeg bruge et ekstra par træsko, som jeg kunne skifte til i kantinen, og de var røde, så nu passer de fint til min nye kittel, smiler Ulla Lundgård, der stadig har navneskilt på - og oven i købet sit eget garderobeskab - men nu er hun her som frivillig.

De seneste tre år har hun været patientstøtte for Dansk Røde Kors en formiddag om ugen og hver tirsdag eftermiddag, hvor hun sammen med en anden frivillig synger med patienterne. Det begyndte de med sidste år, der var Sangens år, men de synger stadig hver uge.

For fællessangen er blevet en stor succes. Både pårørende og patienter plejer at møde op, når de to modne kvinder dukker op i opholdsstuen på medicinsk afdeling med deres hjemmelavede sanghæfter og en portør, der kan spille harmonika. Fællessangen fortsætter efter sommerferien, men også i ferietiden møder patientstøtterne trofast op hver formiddag, hvor de går rundt mellem afdelingerne og spreder smil og snakker til de ventende patienter. For mange har brug for at møde et menneske, der ikke behøver at haste videre til næste patient.

Som pensionist er den 65-årige Ulla Lundgård stadig i glimrende form og holder den ved lige med stavgang, men hendes gang på hospitalet er alligevel rolig. Man mærker hurtigt, at Ulla Lundgård og de andre frivillige patientstøtter simpelthen er en beroligende indsprøjtning på hele hospitalet. For de røde træsko har ikke så travlt. Og hun bliver konstant mødt af smil fra både ansatte og patienter.

- Det første år skulle de ansatte lige vænne sig til os, men nu har de fundet ud af, at vi kan aflaste dem en del, fordi vi har et andet overskud af tid, så vi hjælper med små praktiske ting som at hjælpe patienter fra den ene afdeling til den anden, ligesom vi har bedre tid til at lytte til patienterne, siger Ulla Lundgaard og leder mig hjemmevant gennem hospitalsgangene.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på de røde kitler som en slags røde blodlegemer i hospitalets tunge bygning. For mens de hvide kitlers opgave er at gøre folk raske - på samme måde som kroppens hvide blodlegemer - er de røde blodlegemer til for at give naturligt liv. Og det er også patientstøtternes opgave. De er her som en slags ekstra pårørende, og som et ekstra overskud til sundhedspersonalet.

De første patientstøtteordninger under Røde Kors så dagens lys i Hillerød og Århus i 2003. Og i 2006 begyndte de første modne kvinder at møde frivilligt op på Bornholms Hospital for at sprede glæde blandt patienterne. Ulla Lundgård har været med fra begyndelsen:

- Jeg arbejdede som sygeplejerske på Bornholms Hospital i 37 år, så jeg er nærmest gift med det her sted. Det er et dejligt lille hospital, hvor alle kender alle, så jeg har ikke rigtig kunne give slip på det. Efter at jeg gik på pension, rejste jeg godt nok en tur til Australien med min mand, men jeg syntes stadig, at jeg havde noget at give. Og her føler jeg, at det gør nytte, siger hun og viser mig patientstøtternes lille runde bord foran hospitalskiosk-en, hvor mange af patienterne kommer forbi dagligt.

- Jeg kan mærke, at jeg selv bliver gladere ved at komme og snakke med patienterne. De fleste sygeplejersker har jo et naturligt omsorgsgen, ligesom mange kvinder i det hele taget har det, og det forsvinder jo ikke, selvom man bliver pensionist, siger hun og søger igen øjenkontakt.

- Jeg føler mig faktisk tættere på patienterne nu, end da jeg var operationssygeplejerske. For dengang snakkede jeg jo ikke så meget med dem som nu. Og det er både spændende og berigende at snakke med mennesker, der ofte har et helt liv at fortælle om. Vi er der selvfølgelig som aktive lyttere, så det er op til dem, hvad de har lyst til at snakke om. Mange er nervøse og kommer derfor naturligt ind på deres sygdom, men vi snakker også om helt almindelige ting ligesom andre pårørende.

Et hospital er et virvar af følelser og afdelinger. Vi følger de farvede striber på gulvet, der som DNA-strenge viser vej til de forskellige afdelinger. Og nu har Ulla Lundgårds omsorgsgen ført os til venteværelset på kirurgisk ambulatorium, hvor Verner Steinlein venter på behandling.

Det tager ikke lang tid, før Ulla Lundgaard er i snak med ham og hans kone, der begge er besøgsvenner. Og inden han bliver hentet af en sygeplejerske, har Ulla Lundgaard hørt om både børn, børnebørn og oldebørn.

- Det var rigtig hyggeligt, smiler han, inden vi fortsætter mod medicinsk afdeling F1.

Det er her, patientstøtterne kender flest patienter. For mange ligger her længe. Eller kommer igen.

- Jeg nåede lige at være otte dage hjemme, inden jeg blev indlagt igen, fortæller Ingrid Hampe, mens en anden patient kommer ind med store sting på det barberede hoved.

- Så har jeg endelig fået sat skalpen på igen, gnækker hun.

- Hun så fantastisk ud, siger Ulla Lundgaard, da vi senere forlader afdelingen.

- Sidste gang jeg så hende, havde hun et stort hul i hovedet og kunne næsten ikke tale. Det var dejligt at se.

Ulla Lundgaard smiler og ser mig lige i øjnene, inden vi siger farvel.

- Jeg føler faktisk, at jeg har fået et mere rigt liv, efter jeg er gået på pension. Jeg er begyndt at skrive lidt, og arbejdet som frivillig giver mig meget glæde i hverdagen, synes jeg. Der er jo mange steder, man kan være frivillig. Vågekonerne gør for eksempel et fantastisk stykke arbejde. Men det ville ikke være noget for mig. Måske hænger det sammen med, at jeg har brugt mit liv på at være operationssygeplejerske, og jeg kunne aldrig lide, når vi ikke kunne redde en patient. Jeg vil hellere holde dem i live.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk