23. juli 2009
Forældre til børn med ADHD, som selv har ADHD, er en overset gruppe. Og der er en sørgelig mangel på indsats målrettet netop denne gruppe forældre. Men de er gode forældre, og hvis de får den rette hjælp og opmuntring, kan de give deres børn en god opvækst og en ballast, som sikrer dem en god fremtid
Mads er otte år og har ADHD. Det samme har hans mor. Når der er forældremøde på skolen, får Mads? mor altid at vide, at hun skal blive bedre til at skabe struktur for Mads. At hans hverdag skal ligge i faste rammer, så han får lavet sine lektier og klarer sig bedre i skolen. "Men hvordan skal jeg gøre noget for min søn, som jeg ikke kan gøre for mig selv?" spørger hun.
Det er ikke, fordi hun ikke vil eller ikke kan se, hvor vigtigt det er for hendes søn, men hun kan bare ikke. Mads? mor har selv svært ved helt basale ting som at købe ind, vaske tøj, lave mad og gøre rent. Det er hverdagsopgaver, der ikke virker voldsomt komplicerede, men for hende, som har ADHD og derfor problemer med at organisere og planlægge, er for eksempel tøjvask en uoverkommelig opgave. Først skal tøjet sorteres med hensyn til farve og temperatur, så skal vasken sættes i gang, efterfølgende skal den ud af maskinen, op på snoren eller i tørretumbleren. Efter tørring skal tøjet lægges sammen, og endelig skal det på plads i skabet. Hun bliver nemt afledt, inden processen er til ende, og så får hun ikke tøjet ud af maskinen, ned fra snoren eller på plads i skabet.
Mads og hans mor er blot én af de mange familier, som jeg møder i mit arbejde med voksne med ADHD. Familier, hvor både én af bedsteforældrene, far eller mor og måske flere børn har ADHD. De fortæller enslydende historier om en svær hverdag, hvor ADHD komplicerer familielivet på mange måder.
ADHD er en medfødt biologisk forstyrrelse i hjernen, som giver problemer med opmærksomhed, koncentration og aktivitet. 80 procent af tilfældene skyldes arv, hvilket betyder, at har man selv ADHD, så har man stor sandsynlighed for at få et barn med ADHD. Dette resulterer i en tendens til, at ADHD ophober sig i familien. Det så at sige "bli'r i familien".
Voksne med ADHD står over for en stor udfordring, når de selv bliver forældre, og den udfordring er særlig stor, når deres barn også har ADHD. Disse børn har behov for struktur på hverdagen, gode rutiner og mulighed for at træne gode rutiner, som på sigt vil gøre dem til selvhjulpne og velfungerende voksne. Vi ved, at tidlig indsats, ressourcestærke forældre og gode trygge opvækstvilkår spiller en stor rolle for, hvordan et barn med ADHD udvikler sig på sigt. Hvor velfungerende man er som voksen, afhænger i høj grad af, hvordan forældrene har været i stand til at hjælpe deres barn, sætte ind med den rigtige indsats og kunne understøtte den igangsatte indsats for eksempel i børnehave, skole eller fritidsordning.
Men opgaven med at skabe en forudsigelig og velstruktureret hverdag er næsten umulig for de forældre, som selv lever et ustruktureret liv. Forældrenes svingende funktionsniveau og reducerede evne til at overskue ting gør det svært at skabe kontinuitet i indsatsen over for deres børn og holde fast i den planlagte strategi. Grundlæggende får de til opgave at lære deres børn noget, som de ikke selv kan.
Forældre til børn med ADHD, som selv har ADHD, er en overset gruppe. Og der er en sørgelig mangel på indsats målrettet netop denne gruppe forældre. De kommunale tilbud til forældre med særlige behov tager ikke højde for ADHD-forældrene, og tilbuddene har som regel til hensigt netop at styrke forældreevnen. Men for denne gruppe forældre drejer det sig ikke om manglende forældreevne, men om, at mors eller fars evne til at fungere på egen hånd skal styrkes og dernæst om at lære dem, hvordan de støtter op om deres barn med ADHD.
Mange forældre med ADHD oplever, at kommunen, selvom den yder en stor støtte til børnene gennem specialundervisning, dækning af merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, aflastning, kugledyne med mere, ikke ser sammenhængen mellem forældrenes funktionsniveau og børnenes trivsel. Forældrene har derfor langt sværere ved at få støtte fra kommunen, når det "kun handler om dem". Forældrene ønsker ofte hjælpemidler, for eksempel elektroniske strukturværktøjer eller simple tavler til planlægning; de efterspørger støtte i hjemmet og undervisning, så de selv bliver i stand til at planlægge og strukturere deres dagligliv.
Forældre med ADHD ønsker at være gode, velfungerende forældre, som kan alt det, andre forældre kan. De vil også have overskud til at hjælpe børnene med lektierne, sætte mad på bordet og i køleskabet, smøre madpakker, sørge for idrætstøj og rent tøj i det hele taget, huske at komme til forældremøder og få børnene ud ad døren om morgenen. Men de har brug for hjælp.
Voksne med ADHD må desværre ofte vente længe på hjælp, og de frustreres og fortvivles, mens de venter og gang på gang må opleve, at de ikke slår til over for deres egne børn. De ønsker ikke, at deres børn skal have en barndom, som ligner deres egen. En barndom med forældre, som ikke vidste, deres børn havde ADHD, og ikke havde redskaber til at tackle det. En omtumlet barndom, hvor deres forældre ikke kunne støtte dem, hvor skolen ikke forstod dem, og hvor de oplevede at komme på kant med lærere, venner og familie, fordi deres vanskeligheder blev opfattet som vrangvilje og dovenskab.
Vi er vant til at fokusere på de svage, når der skal støttes, og naturligt nok opfatter vi børnene i en ADHD-familie som de særligt udsatte. Det er rigtigt tænkt, for det er dem, som i sidste ende vil lide under familiens dysfunktion. Men det er skruen uden ende, når man tror, at man kan hjælpe et barn med vanskeligheder uden at tage fars og mors vanskeligheder alvorligt. Og der er mange gode grunde til, at vi skal sætte ind over for forældre med ADHD, samtidig med at vi sætter ind over for børnene selv:
For det første er og bliver forældre de primære omsorgspersoner, og det er langt at foretrække forældre, som selv kan varetage den rolle, frem for en situation, hvor det offentlige må påtage sig opgaven. Det er også ud fra et økonomisk synspunkt langt billigere at lade far og mor være barnets primære støtte frem for en professionel institution.
Det er desuden almindeligt accepteret, at vi skal bryde den sociale arv, og når vi fjerner børn fra hjemmet eller sætter ind med andre tilbud, gør vi det netop for at bryde en negativ udvikling og give børnene bedre opvækstvilkår. Hvis vi ikke evner at stoppe den negative spiral, som handler om ADHD i familien, risikerer vi, at generation på generation oplever samme kaotiske barndom, som ikke ruster dem til voksenlivet.
Et tilbud til et barn med problemer har også langt bedre effekt, hvis der er velfungerende forældre, som kan støtte op om initiativerne. Mange initiativer omkring børn med ADHD kræver en sammenhængende indsats i skole og hjem, og det opnås kun, når forældrenes klædes på til at støtte op om barnet.
Når vi støtter forældrene, opnår vi desuden den sidegevinst, at de også bliver i stand til at støtte deres andre eller kommende børn. Alle i familien får på denne måde glæde af den nye orden og stabilitet i hjemmet.
Sidst, men ikke mindst bliver de voksne med ADHD i stand til at bidrage til samfundet på andre områder, for eksempel ved at tage en uddannelse og varetage et arbejde.
Pointen er, at voksne med ADHD er gode forældre, og hvis de får den rette hjælp og opmuntring, kan de give deres børn en god opvækst og en ballast, som sikrer dem en god fremtid. På denne måde kan vi bryde den onde cirkel, som handler om ADHD i familierne. Men det kræver, at der også fokuseres på forældrene. Der er brug for kvalificeret og hurtig indsats over for voksne med ADHD generelt og i særdeleshed over for forældre med ADHD, som selv har børn med ADHD. Resultatet vil være flere velfungerende og selvhjulpne voksne mennesker, som bliver i stand til at udfylde deres rolle som forældre. Det er med andre ord på tide, at vi forstår, at nogle gange er vi nødt til at hjælpe mor først, før hun kan hjælpe Mads.
Tine Hedegaard er konsulent i ADHD-foreningen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad