Hvor er jeg træt af sensationsprægede overskrifter om ADHD

De seneste måneder har budt på en del sensationsprægede overskrifter om ADHD og hvor er jeg dog træt af det!

Jeg er enig i at området er voldsomt underprioriteret, men man hjælper altså ikke børnene og familierne ved at gøre dem alle til voldskriminelle. Jeg er træt af, at der udelukkende fokuseres på problemerne og ikke på ressourcerne og de særlige potentialer børnene med ADHD har. F.eks. en kæmpe sensitivitet, der viser sig i en særlig evne til at "læse" andre og aflæse om folk er kongruente, en ekstrem evne til af være i Nuet og følge den impuls, de får, og en stor forandringsparathed.

Sensitivitet
Disse potentialer kan enten blive barnets styrke eller hæmsko, alt efter hvordan det støttende miljø omkring dem opbygges. For hvis man kan "læse", at et andet menneske ikke er kongruent, og man ikke får hjælp til at forstå dette, vil det kreere angst og man vil med tiden opfatte andre mennesker som "løgnere". Hvis man i stedet er i et miljø, der kan forklare (og sjældent kun igennem ord, men ved at de voksne omkring barnet netop er kongruente), at mennesker nogle gange ikke selv ved, hvad det er de signalerer, og at der derfor opstår uoverensstemmelse mellem det, de siger, og det de gør, så hjælper det barnet med at se muligheder - og måske på sigt, vil dette barn kunne blive en god præst, terapeut, psykolog eller læge. Med helt særlige egenskaber i forhold til at lytte til det, der ikke bliver sagt.

NUET
Eller evnen til at være i NUET, der siden tidernes morgen har været tilstræbt af mystikere og som i dag er et hot emne i de fleste bøger indenfor det personlige udviklingsområde. Det KAN barnet med ADHD, men da ikke ret mange andre omkring det befinder sig i Nuet, oplever barnet ofte at være helt alene der - og det er igen med til at kreere en stor angst og forladthedsfølelse. Så jo bedre de voksne omkring børnene er til selv at være i Nuet, jo bedre kan de hjælpe børnene med groundingen i Nuet. Så med den rette støtte kan disse børn altså udvikle deres spirituelle potentiale, der krydret med ovenstående sensitivitet udvikler en stor indfølingsevne.

Impuls og forandringsparathed
Mange vil sige, at det er en selvmodsigelse, at børn med ADHD er forandringsparate. Det ved jeg i hvert fald at nogle af børnene selv vil sige. Men de er ekstremt omstillingsparate, når det handler om at følge en impuls, der opstår i dem. Den manglende impulskontrol er nok et af de steder, man samfundsmæssigt reagerer voldsomst på børn med ADHD. Vi kan selvfølgelig ikke alle sammen rende rundt hele tiden og følge enhver impuls, der opstår. Det ville give et kaotisk samfund. Og sådan opfatter barnet med ADHD netop verden, hvis der ikke i miljøet omkring det skabes orden og struktur. I denne orden og struktur kan barnet lære, at impulser opstår (hele tiden), men at man ikke behøver følge dem alle - lære at sortere i impulserne, for så med fuld kraft at følge de impulser, der er gavnlige for vækst. Det kræver rigtig meget af omgivelserne, der selv skal være mere end omstillingsparate, idet man skal være 10 skidt forud med hensyn til, hvilke impulser, der kan opstå i barnet, hvilke, der vil være gavnlige for vækst og hvilke der ikke vil være det (og det er ikke sikkert, at man kan anvende en "normal" målestok her!!). Med den rette guidance vil disse børn udvikle en ekstremt god intuition.

Børn med ADHD i andre samfundsformer
Jeg tænker tit, at det ikke er børnene, det er galt med, men samfundsformen. Hvis barnet i stedet levede i en Stillehavsøgruppe, så var det måske perlefisker. Eller på den russiske højslette, fårehyrde. I stammesamfund, medicinmand/kvinde. Eller i 1500-tallet handelsmand, der tog ud og erobrede verden.

At få en diagnose, er desværre i Danmark vejen til at få den hjælp, der skal til for at støtte barnet bedst muligt, men man skal passe på ikke at sygeliggøre et sundt potentiale, for på den måde skaber vi ofre i form af børn og familier, der sidder fast og ikke kan se vejen ud.

Vi, der er blevet BETROET og BERIGET med sådan et barn, kæmper en daglig kamp i et samfund, der IKKE forstår, men synes det er ok at fordømme, f.eks, i sensationsprægede overskrifter. Alle i familierne er påvirkede af situationen, men det tvinger os alle til hele tiden at forsøge at være kongruente, at være i Nuet og være ekstremt fleksible....En kæmpe udfordring, en kæmpe udviklingsmæssig gave!


Mia Højlund Iversen :-)
Mor og Psykoterapeut MPF

Jeg er helt enig i at der focuceres for lidt på forældrene til ADHD børn, jeg mener at indsatsen omkring forældrene har en lige så høj priotet som insatsen omkring barnet,samtidig oplever jeg ofte at sagsbehandler og pædagoger har for lidt viden/forståelse, og mere travlt med at dunke forældrene i hovedet,desværre oplever jeg også tit at især sagsbehandlere taler til den unge som om han/hun er dum. og ikke mindst er jeg hamrende træt af overskrifter/artikler som tit og ofte er skrevet af en jounalist der ikke har en dyt forstand på ADHD,og som ofte hænger folk med ADHD ud som total hjælpeløse, og kriminelle. sidst jeg læste en artikel om ADHD var der skrevet et lille stykke om fakta ved ADHD og der stod bl.a at det var et fakta at man var empati forstyrret.så er det bare at jeg spørg,hvor denne jounalist har det fra ?

Selvfølgelig er der brug for hjælp til strukturering o.s.v. i mange hjem,men
synes som skrevet i indslaget før,også godt man kunne focusere lidt mere på fordelene ved ADHD,for dem er der bestemt også mange af,især hvis man er dus med sin ADHD og lever struktureret.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg har en søn på 18 med Autisme.selv er jeg 40 år og har ADHD,jeg har styr på struktureringen,fordi jeg gennem mit liv har lært mig selv nogle teknikker for at kunne trives i hverdagen, især efter jeg fik min søn lærte jeg hurtigt at struktur var nødvendig..... jeg er stolt af min ADHD,med overbevisnig om at,da jeg er sensitiv,hurtig,kvik,fanger hver en bevæglse,hvert et signal,ville jeg med ADHD have været en fremragende høvding.

Venlig Hilsen
Laila Nielsen

Og blot en lille tilføjelse! Så er jeg enig i, at forældre skal have bedre hjælp end i dag. Da, det af artiklen fremgår, at der i halvdelen af tilfældene er forældre, der selv ville kunne få stillet diagnosen, så er der altså også en halvdel, hvor det ikke er tilfældet. ALLE forældre til børn med handicap har brug for støtte, men hjælpen skal differentieres efter familiens behov. Ikke to med ADHD er ens! Og det er familierne heller ikke! Men som det fremgår af mit indlæg ovenfor, så kræver det meget af omgivelserne at give barnet med ADHD et sundt og støttende miljø, og det kan ikke gøres uden hjælp udefra.

Samfundsmæssigt tror jeg kun, vi har set toppen af isbjerget, men vi kan ikke som samfund tillade os at spilde børnenes potentiale - i første omgang spild for børnene og samfundet - i sidste ende en MEGET dyr løsning, idet disse børn, hvis familierne ikke får den rette støtte, kan komme til at koste samfundet mange penge på den lange bane - i stedet for at blive borgere, der bidrager positivt til samfundet.

Så jeg efterlyser politikere, der har modet til at se langt ud i fremtiden og forebygge i stedet for lappeløsninger. Og en villighed til at yde massiv støtte nu og ikke først når det senere risikerer at gå galt.

Mvh. Mia Højlund Iversen
Mor og Psykoterapeut MPF

Når et barn har problemer bør man altid se på forældres liv helbred osv. Mange problemer kunne løses og stoppes hvis man ville investerer i den indsats. Men man kan ikke hjælpe hvis der ligger nogen som helst trusler bag, eller hvis man ikke har respekt og kan vise tillid til folk, eller hvis man undervurdere/ ringeagter dem som mennesker.